Fremad Amager kan lave fire på stribe mod Brabrand
To kampe. To nederlag. Tre mål scoret. Godkendt. Men seks indkasseret. Det begynder at lugte af en skæv start på året for Brabrand IF. Især hvis de heller ikke slipper fra Sundby Idrætspark med point. Her tager Fremad Amager imod med årets første gevinst i lommen. Der er kick-off kl. 14:00.
Den blev indhentet hos Ishøj IF, og selvom det til slut holdt hårdt for et sært passivt Fremad-mandskab, kom de tre point i hus. Når man ligger under stregen har det altafgørende betydning, om point kom i hus. Ikke hvordan de kommer i hus.
Kan Fremad Amager trylle tre point ud af opgøret med Michele Demontis’ tropper, overhaler de lørdagens gæster og rykker altså over nedrykningsstregen. Der er således mildest talt meget på spil. At kampen er på udebane, fortsætter med at være dyster læsning for ”de blå brasilianere”.
De er det eneste hold i Campobet 2. division, som fortsat er uden sejr på fremmed grund. Til gengæld kan de måske hente lidt optimisme i, at Brabrand hentede fire point mod John Bredals Ishøj IF i efterårssæsonen? Nu er John Bredal træner for Fremad Amager.
Men det er måske for spinkelt et grundlag at basere sine forhåbninger på. Den omvendte kamp sluttede 2-2 efter føring på 2-0 ved pausen til Brabrand. Fremad Amager vandt de seneste tre hjemmekampe mod lørdagens modstander. Alle tre pudsigt nok med 2-1.
Formodede startopstillinger:
Fremad Amager: Hassan – Lyshøj – Manniche – Gaunsbæk – Olsen – Larsen – Bredahl – Bay – Holst – Zohore – Boateng
Brabrand IF: Martin – Olesen – Berwald – Bro Christensen – Jensen – Thomsen – Pedersen – Vesterbæk – Bendaoud – Frandsen – Laursen