Afstemning: Gytkjær overhaler ‘Justi’ på topscorerlisten
Fredag aften er det ikke bare forårets kampprogram i Betinia LIGA, der skydes i gang.
Forårspremieren er også startskuddet til en tæt duel øverst på ligaens topscorerliste, der pt. toppes af Adrian Justinussen, som selv har proklameret, at han ender med at score 22 mål inden sæsonen slutter til sommer.
Hvorvidt det kommer til at ske, vil tiden vise. Men står det til LigaManagers læsere, ja, så ender Horsens’ færøske nyerhvervelse ikke øverst på topscorlisten.
Det viser resultatet af en afstemning foretaget på LigaManagers sociale medieplatforme.
Således tror ‘blot’ 32 procent af dem, der deltog i afstemningen, at Adrian Justinussen får titlen som den mest scorende spiller i Betinia LIGA i denne sæson.
Til gengæld har ‘hele’ 39 procent sat deres stemme på Lyngbys topscorer, 32-årige Frederik Gytkjær, der pt. er noteret for ni scoringer, hvilket er et enkelt mål mindre end hvad Adrian Justinussen i skrivende stund har produceret.
Nummer tre på Betinia LIGAs aktuelle topscorerliste, Aarhus Fremads Kasper Andersen, ender, ifølge afstemningsresultatet, ikke på en tredjeplads. Den 28-årige angriber har nemlig kun fået 13 procent af stemmerne, mens ‘en helt fjerde’ har fået 16 procent.
Denne fjerde mulighed kunne meget vel tænkes at være AaBs Kelvin John, der tager hul på foråret med syv efterårsscoringer i bagagen.
Vigtigst for den 22-årige angriber fra Tanzania er dog, at AaB får tre point, når de nordjyske Superliga-nedrykkere fredag aften tager imod Hillerød på Aalborg Portland Park.
Det kan du læse mere om HER!