Før debut: Kubels navn er på Aalborgs læber
LigaManager i Aalborg: Når AaB fredag aften møder Hillerød i årets første kamp, kommer Aalborg Portland Park til at sitre af gensynsglæde. Det er nemlig 97 dage siden AaBs spillere og klubbens fans sidst så hinanden i eget hus.
Forårspremieren, selvom der ikke er meget forår over vejret i Aalborg, hvor skyerne og støvregnen mere minder om en gråvejrsdag i november, kommer nu også til at emme af forventningensglæde.
En ting er kampens betydning; AaB skal vinde for at komme i nærkontakt med de to pladser, der til sommer kan indfri klubbens altoverskyggende mål, nemlig en tilbagevenden til Superligaen.
Noget andet, der pumper forventningens glæde i vejret, er tanken om synet af Mathias Kubel. Den 24-årige kant-kreatør, som AaB hentede i Aarhus Fremad i vinterens transfervindue, står nemlig til at få sin officielle debut på Aalborg Portland Park.
Siden Mathias Kubel blev præsenteret i AaB for præcis en måned siden har cheftræner Steffen Højer ikke lagt skjul på sin begejstring for Mathias Kubel og hans kvaliteter:
“Han har et potentiale, der er rigtig spændende, at arbejde med. Han kan nemlig meget af det, der er meget svært at træne.”
“En ting er, at han har sin fart og sin fantastiske teknik. Noget andet er, at han har en frækhed og en ubekymrethed i sit spil, der gør, at han er svær at håndtere for modstanderen,” har Steffen Højer således udtalt i et interview til LigaManager, og i den forgangne uge sagde han til bold.dk, at Mathias Kubel allerede har givet AaB “momenter af lykke”:
“Der er små ting, han kan, hvor man bare står og tænker ‘hold da op’.
Denne fredag i Aalborg er Mathias Kubels navn da også blevet nævnt igen og igen, når snakken er faldet på aftenens kamp på Aalborg Portland Park.
Selv en fan, der var på vej til en tidlig forfest i Jomfru Ane Gade, iført en trøje med “Ross” på ryggen, lød som én, der var klar til at skifte navnet ud med Mathias Kubels.
Nok også fordi Oliver Ross i starten af februar blev solgt til Silkeborg.
Solgt, det bliver Mathias Kubel ikke foreløbigt. Kontrakten med AaB løber nemlig frem til udgangen af 2029. Så lang tid kan AaB ikke vente med at vende tilbage til Superligaen. For det skal allerhelst ske i denne sæson, og det skal Mathias Kubel hjælpe til med.
Hvorvidt det sker, må tiden vise. Sikkert er det, at AaB med en premieresejr over Hillerød kan tage et afgørende skridt i retning af landets bedste fodboldrække.
Det kan du læse mere om HER, hvor du også kan læse mere om alt det, der står på spil i alle de andre kampe i 19. spillerunde.