Neestrup: Alt handler om Europa nu

FC København og cheftræner Jacob Neestrup har officielt misset adgangen til Mesterskabsspillet efter et smerteligt 1-2-nederlag til Randers FC i Parken. Resultatet betyder, at de forsvarende mestre må tage til takke med en historisk skuffende syvendeplads efter 22 runder af grundspillet.

Cheftræner Jacob Neestrup lagde efter kampen ikke skjul på sin store skuffelse og erkendte blankt, at placeringen er et retfærdigt billede på holdets præstationer.

“Det er desværre fortjent, for det var jo ikke tilfældigheder og stolpe-ud, der afgjorde det i dag, men at vi har haft for svage præstationer i alt for mange kampe. Vi har haft kampe, hvor vi har svigtet på det mest basale i fodbold, og vi endte med at sætte os i en situation, hvor en dårlig præstation blev fulgt op af en ny og en ny og en ny,” lød det fra en fattet Neestrup ifølge fck.dk

Træneren rettede også en direkte undskyldning til klubbens fans, da han satte ord på det store ansvar, der hviler på hans skuldre som manden i spidsen for projektet.

“Det er jeg selvfølgelig ked af på alle københavneres vegne, for de fortjener, at vi skal spille et mesterskabsspil og som minimum kæmper med om en guldmedalje. Det er fair nok, at F.C. København ikke vinder guld hvert eneste år, men det er ikke okay, at vi er endt her, hvor vi står nu som nummer syv efter 22 runder. Klubben hører til i Mesterskabsspillet, men det gør holdet desværre ikke. Det har jeg et stort ansvar for som cheftræner, for jeg har ikke formået at vende skuden og få os ud af krisen. Men spillerne må også se indad.”

Selvom mesterskabschancen nu definitivt er forduftet, har klubben stadig to veje tilbage til europæisk fodbold. Det kræver dog, at holdet hurtigt genfinder fodfæstet i enten pokalturneringen eller gennem en playoff-kamp.

“Det bliver en hård uge, og også et hårdt forår, men nu gælder det om at vinde pokalen. Vi har en kamp på lørdag i Viborg, hvor vi kan sikre en pokalfinale om retten til at spille europæisk, og skulle det ikke lykkes, må vi gå efter den kattelem, der er ved at slutte som nummer syv og så spille Europa Playoff. Det gør ondt at se i øjnene, men det er den situation, vi har bragt os i.” lyder det fra Jacob Neestrup.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League