Oliver Hald får sejr i sin Brønshøj-debut

Der var debutstemning i Brønshøj lørdag eftermiddag, da hvepsene tog mod bundholdet Sundby BK. Udover at være forårspremiere for klubberne bød kampen også på en personlig debut. Hjemmeholdet gav nemlig debut til Oliver Hald, som er kommet til klubben fra norske Kvik Halden.

Sammen med holdkammeraterne kunne han fejre, at det lykkedes Brønshøj BK at vinde kampen med 4-2 efter 2-0 ved pausen. Hjemmeholdet sad på spillet og var foran 3-0, men alligevel fik gæsterne bragt spænding tilbage i kampen med to reduceringer, før hjemmeholdet slog sejren fast med scoringen til 4-2 på straffespark.

Derfor var det en glad Oliver Hald, som blev interviewet til Brønshøj BKs hjemmeside efter kampen.

”Det var personligt rigtig dejligt at få min officielle debut, og når det samtidig ender med en sejr, gør det hele endnu sjovere,” lød det fra debutanten.

Nu gælder det om at bringe det gode spil med videre til næste kamp i CampoBet 3. division, hvor modstanderen er BK Frem.

”Mine forventninger er selvfølgelig tre point. Det bliver vigtigt, at vi får samlet en masse point sammen, inden op- og nedrykningsspillet starter. Jeg forventer en meget intens kamp med mange dueller, hvor der bliver kæmpet om hver eneste bold. Samtidig tror jeg også, det bliver en rigtig sjov kamp i en forhåbentlig fed kulisse,” forklarede Oliver Hald.

Seneste opgør mellem Brønshøj BK og Sundby BK endte også med seks scoringer. Dem kan du se her.