Bundbraget i Skive sluttede uden vinder

Forårssæsonen i CampoBet 2. division startede med et bundbrag hos Skive IK, hvor FC Helsingør var på besøg. Sidstnævnte har mere eller mindre ikke råd til pointtab, og to af vinterpausens nye tilgange sørgede for den bedste mulige start på kampen.

Efter et hjørnespark huggede Aksel Jørgensen på kassen. Forsøget blev afværget, men Casper Holmelund fulgte op til 1-0 føring. De havde dog dårligt fået armene ned, før tilbagevendte Christian Kudsk, ligeledes efter et hjørne, klaskede kuglen op i hjørnet til 1-1.

Så var morskaben også slut for første halvlegs vedkommende, trods den overraskende målrige start. Hjemmeholdet greb teten efter pausen, men begge hold fandt det vanskeligere og vanskeligere at sammensætte fornuftigt angrebsspil på den tunge græsbane.

Hancock Arena var imponerende nok blevet meldt klar til premieren, i modsætning til eksempelvis både ABs og FC Roskildes hjemmebane. Men til skønspil var banen ikke, og det blev ikke til oplagte muligheder for nogen af parterne efter pausen. Dermed kunne Skive IK spille 1-1 for fjerde gang i træk.

Slutstilling: Skive IK – FC Helsingør 1-1

Mål: 0-1 Holmelund (11.), 1-1 Kudsk (14.)

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet