VSK og En for Holdet varmer op til hjemmekamp
De ligger aldrig på den lade side hos VSK Aarhus med at finde på sociale tiltag. I forbindelse med lørdagens hjemmekamp mod HIK får klubben besøg af En for Holdet til en fælles affaldsindsamling.
Der er samling ved klubhuset på Hvidkildevej 17 kl. 12 middag lørdag den 21. marts, som det hedder sig i opslaget for kampagnen på VSK Aarhus’ sociale medier, hvori det videre fremgår.
“Vi samler affald en time, hvorefter der vil være en let forfriskning ved kampbanen. Herefter er det muligt at blive og se kampen. Med kampstart kl. 14:00. Som tak for indsatsen får alle, der deltager i affaldsindsamlingen, fri entré til kampen og alt ekstra billetsalg doneres til En for Holdet.”
Fænomenet En for Holdet er en frivilligt drevet forening, der arrangerer og afholder affaldsindsamlingsture.
“Vi fjerner henkastet affald fra natur og byområder og holder løbende fælles indsamlinger. Mange medlemmer tager på individuelle ture, hvor de indberetter kilo, samt hvor de har fjernet affald”, hedder det på foreningens hjemmeside. Missionen for foreningen er:
– At starte frivillige affaldsindsamlings grupper i alle landets kommuner.
– Lave oplysningsarbejde og besøge skoler, hvor elever tages med på tur
– Arrangere oplæg for og affaldsture med virksomheder i deres lokalområder.
VSK Aarhus har i øvrigt revanche til gode for den omvendte kamp mod HIK, der sejrede 1-0 på et meget sent mål. Cheftræner Jacob Eichner og co. vil meget gerne revanchere dén skuffelse, og med frivilliges hjælp kan de gøre det i rene omgivelser lørdag eftermiddag.