Makspoint og tårnhøjt forårshumør i Næsby

Det går op og ned i showbusiness, siger man, og det gør det så sandelig også i fodbold. 

Næsby Boldklub fik en forfærdelig afslutning på efteråret, men i takt med at solen er begyndt at skinne igen, så er spillet også vendt for fynboerne, hvor det er blevet til maksimumpoint i forårets to første kampe.

“Det er utroligt, hvordan fodbold kan ændre ens humør,” siger Næsby-træner Nicolai Wollenberg i LigaManagers nye podcast om CampoBet 2. og 3. Division, som du kan høre lige her.

Næsby leverede et flot comeback i forårspremieren med en 2-1 sejr ude over Holbæk, og i seneste runde var der så målfest hjemme i Odense, hvor Odder Fodbold blev besejret med svimlende 5-4.

Samtidigt flaskede resultaterne i rækken sig så fint, at fynboerne nu kan tillade sig at drømme om oprykning igen med kun tre point op til FA 2000 på andenpladsen.

“Det er målet. Det er en meget kompetitiv række. Der er et stort midterfelt, som vi jo er del af. Der er lige Nykøbing, der spiller lidt for sig selv, men ellers er det åbent,” siger Nicolai Wollenberg, der naturligvis er glad for den vilde 5-4-sejr mod Odder, men måske godt kunne tænke sig en lidt mindre blodtryksudfordrende omgang fodbold i den kommende weekend.

Her møder Næsby nordjyske Vejgaard på udebane.

“Jeg tænker, vi lige skal basse lidt ned og spille noget mere organiseret fodbold. Om de så tager det til sig, det ved jeg ikke.” 

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div