Brønshøj-boss: Jeg har positiv hovedpine

Det blev en spiller fra bænken, der kom ind og sikrede Brønshøj det ene point i københavnerbraget mod BK Frem fredag aften.

Ramesh Delsouz blev den afgørende joker og dét kendetegner de problemer, som Brønshøj-træner Jamil Fearrington går og bøvler med. 

For hvem skal egentlig starte inde for hvepsene?

“Der er sindssygt meget at bygge på. Jeg har den mest positive hovedpine, hver gang jeg skal stille hold. Vi har SÅ mange dygtige spillere. De arbejder hårdt for hinanden. Det er virkelig dygtige spillere,” siger Brønshøj-bossen, der mens han ærgrer sig over det ikke blev til en sejr over Frem, kan se sit hold hale ind på FA 2000 på andenpladsen efter Frederiksberg-klubbens nederlag ude mod Nykøbing FC.

Dermed er der blot ét point op til den andenplads, der udløser oprykning efter sæsonen.

Drømmene om oprykning lever dermed i Brønshøj.

“Det er da en mulighed. Jeg synes, vi er pissedygtige. Der er ikke nogen hold, som jeg ikke tror, vi kan slå. Men det ER en tæt række. Kan vi lige ramme dagen hver gang og lige være lidt skarpere, så er der rigtig gode muligheder. Nu skal vi lige sikre oprykningsspillet først og så går vi benhårdt efter det.”

Mens Jamil Fearrington render rundt med positiv hovedpine over sin startopstilling til de kommende kampe, så glæder han sig også over, at fredagens kamp mod BK Frem blev præcis den fodboldfest, som alle havde håbet på. 

Også selvom vejret var lidt sløjt i Vanløse fredag aften.

“Jeg vil ønske, vi kunne gøre endnu mere ud af de her kampe. Du oplever jo ikke samme stemning i i hvert fald 80 procent af alle andre kampe i divisionerne. Selv på de to øverste niveauer. Det er virkelig, virkelig fedt. Det er et privilegie at være med til at spille sådan nogle kampe her.“

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div