Brede smil på Falster: Det ser hammergodt ud
Det er svært at holde humøret nede i Nykøbing FC, der står som de helt suveræne vindere af grundspilet i CampoBet 3. Division.
Sidste kamp i grundspillet blev vundet med hele 5-0 hjemme over Vejgaard, mens Nykøbing i runden forinden vandt 5-1 ude mod Holbæk.
“Det er fedt at se den udvikling, som vi er inde i. Tidligere i turneringen har vi haft udfordringer med at slå kampene ihjel, men det er virkelig et punkt, som vi har rykket os på. Det der med at fastholde et tryk, samle de andenbolde op, som der nu skal være efter indlægsfasen, det er virkelig noget, vi har rykket os på,” siger cheftræner Mikkel Thygesen, der udover de mange mål også hæfter sig ved, at det er blevet solidt i den anden ende.
“Spillerne er et rigtig godt sted. Det handler om at få slutprodukt på, mens vi også står stærkt defensivt,” siger Nykøbing FC-cheftræneren.
Udover uafgjort i forårspremieren er det blevet til lutter sejre i den lyse del af sæsonen for Nykøbing FC, der går ind til oprykningsspillet med et forspring på 13 point til nummer to, FA 2000, og hele 19 point ned til Næsby Boldklub på tredjepladsen.
“Vi havde en klar og tydelig målsætning om, at vi ville vinde grundspillet. Vi ville have to point i snit. De målsætninger har vi nået. Derudover har vi en masse andre KPI’er, som vi arbejder ud fra. Og stort set alle målsætninger, vi har sat os, har vi nået. Samtidigt har vi udviklet os undervejes. Lige pt er NFC et godt sted,” siger Mikkel Thygesen, der da også godt kan ane CampoBet 2. Division i horisonten.
“Det ser selvfølgelig rigtigt godt ud. Vores altoverskyggende mål er jo oprykning og det går vi benhårdt efter. Det ser da hammer godt ud. Lige nu er vi i en periode, som ikke alle spillere kommer til at mærke i deres karriere, så det skal vi nyde. Det handler også om, at alle arbejder hammerhårdt om det her. Også dem, der kommer ind.”
Alle mål fra sidste runde i grundspillet kan ses i artiklen herunder.