Næstved-træner: Vi skal bruge 20 point

“Jeg tror, at vi skal hente 20 point i de ti kampe i slutspillet for at rykke op”.

Sådan lød det fra cheftræneren i Næstved Boldklub, Sune Lærkedahl Jensen, overfor sn.dk efter den sidste kamp i grundspillet. En kamp der gav en 2-1 sejr på hjemmebane mod HIK. Den første hjemmesejr efter tre uafgjorte på stribe på JHH Park.

Det tog samtidig “De Grønne” til 10 kampe i træk som ubesejret. Ikke siden 17. oktober i hjemmekampen mod AB har Lærkedahls tropper lidt nederlag. Og der blev vist høj moral i påskens to kampe, hvor Næstved i begge tilfælde kom bagud.

“Det er klart, at vi kommer til at gå ind i slutspillet med virkelig positiv stemning og tro på tingene efter to comeback-sejre. Det giver et kæmpe rygstød,” lød det videre fra Sune Lærkedahl Jensen.

Henter Næstved Boldklub 20 point i slutspillet, siger historikken, at de kan fejre oprykning til juni. Tyve point vil tage Næstved til 64 point. Den nuværende turneringsstruktur er i gang med sin femte sæson og kun én gang, har 64 ikke været nok til oprykning.

I sidste sæson ville det sågar have været nok til at vinde CampoBet 2. division. Endda med fire points luft til nærmeste forfølger.

“Vi slutter grundspillet med to point i snit. Det var der ikke nogen, som havde turde drømme om i sommers. Det er vi rigtig, rigtig glade for, og nu venter ti fede kampe, hvor vi jagter oprykningen med alt, vi har”, sluttede Sune Lærkedahl Jensen overfor sn.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet