Første sejr til Holbæk: Fantastisk efter hård periode

At fodbold nogle gange kan være et særdeles brutalt spil kan man sagtens skrive under på i Holbæk B&I.

Grundspillet havde i foråret ikke budt på én eneste sejr, men i sidste runde kom den så, da Brønshøj blev besejret 2-0 på udebane.

En kæmpe forløsning, fortæller Holbæk-cheftræner Erdogan Aslan.

“Jeg er megaglad for, at vi endelig fik omsat vores spillemæssige overtag i kampene til tre point og sluttede grundspillet flot af. Vi skaber rigtig mange chancer på en svær udebane under svære forhold og vinder fuldt fortjent. At spillerne reagerede som de gjorde ovenpå en mental hård periode var fantastisk at overvære,” siger Holbæk-træneren, der dog fortsat ærgrer sig over et forsømt forår, hvor tingene så langt fra er faldet ud til Holbæks fordel.

“Der er stadig en stor skuffelse i mig over vores manglende effektivitet i forårets første 4-5 kampe. Vi ligger nummer ét i rækken på xGoals og xPoints og efter 22 kampe og er samtidig det næstmest scorende hold i rækken, de faktorer alene burde have kastet flere point af sig.”

Med sejren i Brønshøj placerer Holbæk sig i toppen af nedrykningsspillet, men der er blot to point ned til Sundby Boldklub i et forventeligt giftigt nedrykningsspil, hvor hele tre hold efter sæsonen må en række ned.

“Nu er vi her, og vi skal levere et stærkt nedrykningsspil, hvor vi hele tiden bygger på frem mod næste sæson. Kort sagt er jeg en glad og tilfreds træner over kampen i dag, men ved også vi ikke har leveret godt nok i grundspillets sidste 6 kampe”.

I artiklen herunder finder du alle mål fra sidste runde i grundspillet. Kampprogrammet for op- og nedrykningsspillet er i skrivende stund endnu ikke offentliggjort.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div