Dommer holder fast i annulleret Brøndby-mål
Der var drama for alle pengene, og nok at se til for Morten Krogh i søndagens brag mellem Brøndby og FC Midtjylland i Superligaen.
Flere af dommerens kendelser er efterfølgende blevet diskuteret vidt og bredt. Især beslutningen om at annullere Luis Binks hovedsstødsscoring til 1-1, hvor Slisz blev vurderet til på ulovlig vis at holde fat i FCM-målmand Olafsson.
Vi har i løbet af sæsonen set flere eksempler på, at Superliga-dommerne på bagkant har måtte indrømme fejlkendelser, men Morten Krogh holder fast i, at kendelsen i Brøndby – FC Midtjylland var korrekt.
‘’På banen ser jeg Brøndbys nummer 99 holde FC Midtjylland-keeperen, hvilket forhindrer ham i at kunne gribe ind overfor afslutningen.’’
‘’Jeg skønner, at det er en taktisk forseelse med væsentlig indvirkning på keeperen, som jeg også får bekræftet på TV-optagelserne efter kampen’’, lyder det i en skriftlig kommentar fra Morten Krogh ifølge bold.dk.
Brøndby endte med at tabe kampen 2-1, og er nu oppe på 11 kampe i træk uden sejr. En negativ stime, som kun er overgået én gang tidligere i klubbens Superliga-historie.