Engstrøm om Schüller-udvisning: Ekstremt hård
To røde kort blev Vendsyssel FF præsenteret for i lørdagens kamp mod FC Roskilde. Det krævede alligevel en forklaring fra dommeren efterfølgende. Mente cheftræner Kim Engstrøm. Og LigaManager kan bekræfte, at det blev en af de længere samtaler.
Den blev dog holdt på et civiliseret niveau, forsikrede Engstrøm om efterfølgende. Fynboen er et besindigt gemyt, men særligt det første røde kort fandt han alligevel vanskelig at goutere.
“Rasmus (Schüller, red.) laver et professionelt frispark. Det er klokkeklart gult kort. Og så får han et gult kort for at sparke bolden væk. Den synes jeg, er ekstremt hård, hvis man har lidt fornemmelse for kampen på det tidspunkt.
“Dommeren dømmer på top-niveau indtil da, synes jeg. Virkelig top. Man ser hende ikke i første halvleg eller frem til vores første røde kort, som falder omkring 57 minutter,” fortalte Kim Engstrøm til LigaManagers udsendte.
“Det kort ødelægger vores kampbillede. Hvis hun bare giver et kort til Rasmus, tror jeg heller ikke, at Roskilde-spillerne brokker sig, for de kan ikke sætte bolden hurtigt i gang. Der er ingen Roskilde-spillere i nærheden af bolden på det tidspunkt. Så vi fratager dem ikke nogen muligheder,” vurderede Kim Engstrøm situationen.
Den endnu ubesejrede Vendsyssel FF-træner ærgrede sig mest over, at de røde kort straffer holdet i de kommende kampe.
“I min optik skal vi ikke straffes i den næste kamp, fordi der bliver lavet en fejl i denne kamp. Men det løser vi, og situationen taget i betragtning er det okay at køre hjem med ét point.