Remiskonger i duel når Skive gæster VSK
Uafgjort. Remis. Pointdeling. Kald det lige præcis, hvad det vil. Kampen her skriger på anvendelse af alle tre ord. Det er ligaens to remis-konger, som tørner sammen. Begge parter har foreløbig spillet 11 af deres 23 kampe uafgjort. ELLEVE!
De har selvfølgelig også mødt hinanden to gange i denne sæson allerede, og du får simpelthen ingen præmier for at gætte, hvad begge opgør endte. Du kan få et gratis gæt på slutstillingen i begge opgør. Skød du på 1-1? Bum, correctemundo.
De mødte også hinanden i en venskabskamp i vinterpausen, hvor Skive dog trods alt vandt. Med 2-0. Så man skal næppe sætte næsen op efter målfest, når Anders Jensens tropper skal op imod Jacob Eichners ditto. For sidstnævnte er Jonas Yderholm ellers varm.
Han er på fire scoringer i seks kampe. Det er tre mere, end Skive sammenlagt har scoret i deres seneste fem kampe. Kan dén offensiv bremse VSKs utrolige stime af 11 kampe i træk uden nederlag? Skive kan om ikke andet forsøge at lade sig inspirere af Thisteds sejr over Næstved i sidste uge. Der er kickoff kl. 13:30.
Formodede startopstillinger:
VSK Aarhus:
Vedel-Birch – Søndergaard – Clement – Dissing – Jakobsen – E. Junge – Buch – Rytter – Eskildsen – Nemec – Yderholm
Skive IK:
Christensen – Warrer – Thøgersen – Juel – Wagner – Sloth – Nedergaard – Østergaard – Kudsk –Amby – Callø