Optakt: FCM jagter 1.pladsen mod formsvage Sønderjyske

I minut 82 af mandagens topbrag var FC Midtjylland hele otte point fra guldet. Da kampen blev fløjtet lidt over ti minutter senere, var forspringet pludselig nede på to point. 

Sikke en kamp. Sikke et comeback. Sikke en guldstrid. 

FC Midtjylland var utvivlsomt næstbedst i hjemmekampen mod AGF, men i vanlig stil blev ulvene ved til det sidste, og fik med to sene scoringer sendt fansene på MCH Arena i den syvende himmel. 

Den vigtige sejr blev fejret som om, midtjyderne havde vundet mesterskabet, men der er altså stadig to point op til De Hvii’e med fem kampe tilbage, og endnu et indbyrdes opgør på søndag i Aarhus. 

Spillemæssigt rammer FCM ikke niveau for tiden, men de har i de seneste to kampe bevist, at mindre kan gøre det med to snævre og ufortjente sejre mod Brøndby og AGF. 

3 FCM-nederlag i rap på Sydbank Park?

Torsdag går turen til Haderslev, hvor formsvage Sønderjyske venter. 

Hjemmeholdet startede mesterskabsspillet ud på en velfortjent tredjeplads, men med blot to point i fem kampe ligger Thomas Nørgaards mandskab nu sidst i den øverste halvdel. 

Denne gang er der virkelig noget revanchere for sønderjyderne, som blev kørt rundt i manegen på Brøndby Stadion fredag aften, hvor de led et sviende nederlag på hele 6-0. 

De to seneste hjemmekampe mod FCM er dog begge endt med sejr, og så sent som i starten af april fik Sønderjyske også 2-2 med fra MCH Arena efter et flot comeback. 

Der er altså ikke noget, som er givet på forhånd, selvom FC Midtjylland kommer med selvtillid i bagagen i modsætning til Sønderjyske. 

Gæsterne må undvære Diao og Osorio, som er i karantæne, mens hjemmeholdet må undvære Cherif. 

Kampen spilles torsdag den 23.april klokken 20.00. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen