Optakt til 3.runde i Superligaen

Superligaen kører på halv gas i denne runde. AGF, FC Midtjylland, FC København og FC Nordsjælland er alle i europæisk aktion i midtugen, og med returopgør i den kommende uge, har Divisionsforeningen givet de fire klubber ‘Superliga-fri’ i weekenden. Dermed er der kun fire kampe på programmet i tredje runde, som strækker sig fra fredag til mandag.

Herunder tager vi dig igennem alle fire kampe i Superligaens tredje spillerunde.

Sønderjyske – Viborg: Fredag d. 7/8 klokken 19.00

To kampe, nul point, og en aktuel 12.plads i Superligaen. Helt sikkert ikke den start som den nye træner Fatah Abdirahman havde drømt om, men spillemæssigt har det ikke set skidt ud som tabellen indikerer.

I premieren havde Sønderjyske som minimum fortjent point mod guldfavoritterne FC Midtjylland, og senest duftede det mest af alt af 0-0 mod OB inden det gik galt kort før tid.

Udover resultaterne er der dog også andre ugler i mosen i Haderslev. Det unge stjerneskud Hyseni forlod klubben inden seneste spillerunde, mens anfører Magnus Jensen aktuelt forsøger at presse et skifte igennem til FCM.

Hos Viborg ser det mere lovende ud. Klubben har indtil videre holdt på den stærke stamme fra seneste sæson, og nederlaget til Brøndby senest var ikke videre fortjent. Dorian Junior kunne vel ene mand have scoret tre gange, men det var i bogstaveligste forstand stolpe ud for midtjyderne på Brøndby Stadion.

De to hold har for vane at spille tætte opgør, og det er også forventningen fredag, hvor Viborgs mere potente offensiv dog kan blive tungen på vægtskålen. Målfattig Viborg-sejr i vente?

Randers – Lyngby Boldklub: Søndag d. 9/8 klokken 16.00

En tiltrængt sommerferie har øjensynligt ikke rykket synderligt meget på tingene hos Randers, som i sæsonens to første kampe, er fortsat i samme knastørre spor som i fjor.

Målmand Storch har fundet vej til Ugens Hold i begge runder, og det er et fremragende billede på et Randers-mandskab, som har været hårdt presset mod både Silkeborg og FC Nordsjælland.

Offensiven er stadig den helt store akilleshæl, og i Farum lignede den nye angriber Sankoh ikke umiddelbart svaret på de udfordringer med tunge løb og en kæmpe afbrænder.

Lyngby står noteret for samme pointantal, men har laaangt mere at glæde sig over. Faktisk var De Kongeblå helt fantastiske mod både FCK og AGF, og kunne have vundet begge opgør mod Superliga-sværvægterne.

Gæsterne kan og vil spille attraktiv offensiv fodbold, og med lidt mere skarphed skal pointene nok komme. De er underdogs i søndagens duel, men medmindre Jannich Storch endnu engang står en pragtkamp, dufter det minimum af ét point.

AC Horsens – Brøndby: Søndag d. 9/8 klokken 18.00

Uden at have spillet sig helt udover scenekanten, har Brøndby fået en pæn start på sæsonen. Et fortjent point mod AGF i premieren, hvor det kunne have blevet til mere, og tre point hjemme mod Viborg i et opgør, hvor marginalerne til gengæld tilsmilede de blågule.

Der er klart noget bund i Thomas Nørgaards mandskab, men offensivt har vi endnu til gode, at se drengene fra Vestegnen folde sig ud. Men måske Olti Hyseni er svaret på de offensive kvaler?

Brøndbys nye stjerneskud fik i hvert fald en drømmedebut i søndags, da han efter 13 minutter for sin nye klub sikrede sejren med et fremragende hovedstød.

Det er også offensivt, at det halter mest for Den Gule Fare. I åbent spil er den foreløbige xG i hvert fald ikke noget at råbe hurra for.

Også Horsens har dog fået nye blod til offensiven i form af Kelvin Ehibhatiomhan, som ligesom Hyseni slog til med det samme med en fin scoring kort efter sin indskiftning.

Hjemmeholdet har fået et ubarmhjertigt startprogram med FCM, FCN og Brøndby, men er sluppet afsted med skindet på næsen fra de to første.

Umiddelbart ligner det en målfattig affære på Hybel Arena. Kan der mon snige sig en overraskelse ind?

Silkeborg IF – OB: Mandag d. 10/8 klokken 19.00

Spillemæssigt har Silkeborg fået en pæn start på sæsonen. I særdeleshed i premieren mod Randers var præstationen til mere end ét point, mens man mod FCK, på trods af fine takter og en 1-0 føring, måtte se sig slået af et skarpere mandskab på dagen.

Nu venter så en af de kampe, hvor Silkeborg vel både kan og bør drømme om tre point. I fjor tabte Klubben fra Søhøjlandet ikke et eneste af de fire møder med OB, og vandt sågar hele tre af dem.

Der er dog lidt grus i maskineriet inden kampen på JYSK Park, da holdets offensive stjerne, McCowatt, er voldsomt utilfreds med at klubben efter sigende ikke vil lade ham skifte væk.

Det kan blive fynboernes chance mandag aften, hvor Thomasberg skal forsøge at følge op på den vigtige debutsejr.

Den pragmatiske træner var tilbage i samme stil, som vi kender ham. Det var ikke videre kønt eller underholdende mod Sønderjyske, men de tre point blev hevet i land, og sønderjydernes offensiv fik ikke et ben til jorden.

Der var gang i målfesterne mellem de to hold i seneste sæson, men mon ikke, at Thomasberg kan tage brodden af underholdningen?

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen