Nicolai Wael: FLERE ikke FÆRRE oprykkere til CampoBet 3. Div.

Danmarksserietræner i Ringkøbing IF, Nicolai Wael, fik nærmest sportsdrikken galt i halsen, da han for nylig her på LigaManager kunne læse, at flere klubber i CampoBet 3. Division og Divisionsforeningen ønsker at reducere antallet af nedrykkere.

Den tidligere Superliga-spiller blander sig derfor nu i debatten. Nicolai Wael ønsker at gå i en helt anden retning. Flere Danmarksserieklubber skal op i CampoBet 3. Division – ikke færre.

I den nuværende struktur ryger hele 3 ud af 12 hold fra CampoBet 3. Division ned i Danmarksserien efter sæsonen, mens et tilsvarende antal hold selvsagt ryger den anden vej, hvilket både Sundby Boldklub og Vanløse IF har kritiseret.

Divisionsforenigen bakker også op og vil gerne se på at reducere antallet af nedrykkere fra CampoBet 3. Division og dermed oprykkere fra Danmarksserien.

Det kræver accept fra klubberne i laget under 3. Division. Og den opbakning får de ikke ligefrem af Ringkøbing-træner Nicolai Wael.

“Det vil de få rigtig svært ved at få igennem. At man lige pludselig skulle gå fra tre oprykkere til kun to. Der er i forvejen 40 Danmarksseriehold, der kæmper om de tre pladser der,” siger Nicolai Wael, der i stedet mener, at man burde gå i den modsatte retning og øge antallet af oprykkere fra Danmarksserien.

“Der er så mange dygtige Danmarksseriehold efterhånden, så min pointe ville være, at man i stedet kunne udvide antallet af hold i 3. Division,” siger Ringkøbing-træneren, der sagtens kan forstå, at trænerkollegaerne i CampoBet 3. Division mener, at det er voldsomt at hele 25 procent af holdene i rækken ryger ud efter sæsonen.

Han er helt enig i, at det går det svært at planlægge på den lange bane.

“Hvis man udvider 3. Division, så ville der være flere hold, der kunne få den der ro i maven i forhold til at undgå nedrykning og kunne se lidt længere frem,” siger Nicolai Wael, der understreger, at det er vigtigt at man ikke lukke øjenene for, hvor lille nåleøjet allerede er for holdene under divisionsbolden i Danmark.

“Jeg ved godt, det kan være svært at finde den helt rigtige model for alle, men min pointe er bare, at når man tager hul på den her snak, så bliver man i høj grad også nødt til at se på, hvad der foregår længere nede i rækkerne,” siger Nicolai Wael, der føler sig ret sikker på, at hans holdning deles af de fleste i Danmarksserien.

“Jeg vil tro, at jeg har opbakning fra noget, der minder om syv ud af ti af mine trænerkollegaer.”

Du kan læse mere om CampoBet 3. Divisionsklubberne og Divisionsforeningens tanker om antallet af nedrykkere i artiklen herunder, mens emnet også behandles i LigaManagers podcast om CampoBet 2. og 3. Division, som du kan høre her.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div