Rundens Hold: 3 spillere med fra Superliga-nedrykker

AGF vandt Superliga-guld for første gang i 40 år, Fredericia rykkede ned i Betinia Ligaen, og kampen om bronzen lever videre til sidste spillerunde. Tjek rundens Superliga-hold fra 31. spillerunde her:

Målmand:
Elias Olafsson, FC Midtjylland

Det var et mindre mirakel, at FCM ikke indkasserede mål i Farum. Olafsson stod en fantastisk kamp. Ni redninger og en forhindret xG på 2.10. Islændingen gjorde sit for at holde liv i guldkampen, men forgæves.   

Forsvar:
Lasse Nielsen, Vejle

Vejle holdt buret rent for første gang i fem måneder i søndagens hjemmekamp mod Fredericia. Gode, gamle Lasse Nielsen havde fornemt styr på de bagerste geledder og gæsternes Friday Etim.

Henrik Dalsgaard, AGF

Endnu en stor præstation fra Dalsgaard, da AGF vandt guldet i Brøndby. Den rutinerede forsvarsspiller har været en af ligaens bedste i denne sæson, og leverede også en god indsats søndag aften. 

Lasse Flø, Vejle

Den unge back har taget store skridt frem i foråret. Mod Fredericia diskede ivrige Flø op med en flot assist og havde fuldkommen tjek på sine defensive opgaver. Tvivlsomt om, han skal nede at vende i Betinia Ligaen med Vejle. 

Midtbane:
Jann Fiete-Arp, OB

Tyskeren har spillet et lunkent forår, men i mandagens kamp mod Randers lignende han sit ‘gamle jeg’ fra efteråret. Fremragende frisparksmål og fremragende assist til 2-2.  

Justin Janssen, FC Nordsjælland

Den unge midtbanemand ligner endnu et kommende storsalg i Farum. Mod FCM bossede han midtbanen med fysisk tilstedeværelse og glimrende evner på kuglen. 

Thomas Delaney, FCK

Han har set lidt gammel ud i løbet af sæsonen, men i Silkeborg havde rutinerede Delaney friske ben. Mål, fight og masser af fine løb i feltet.   

Elias Achouri, FCK

Achouri har ikke haft den bedste sæson hos FCK, men på kunstgræsset i Silkeborg var han livlig og udfordrende. Stod for assisten til Delaneys mål. 

Angreb: 

Christian Gammelgaard, Vejle

Vejles nok farligste spiller i sæsonen leverede en stærk præstation mod Fredericia. Assist, udfordringer og tæt på at lukke kampen med en scoring. Mon ikke, at Gammelgaard også spiller i Superligaen til næste sæson? 

Viktor Dadason, FCK

I en runde, hvor få angribere for alvor skilte sig ud, løber Dadason med 9’eren på rundens hold. Iskold, da han efter 40 sekunder grundlagde FCK’s 4-0 sejr på JYSK Park. 

Olti Hyseni, Sønderjyske

Det sønderjyske stjerneskud var igen i denne runde fremragende. Flot assist til det vigtige sejrsmål mod Viborg og masser af gode aktioner. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen