Fredagsbold i Betinia LIGA: Sorte skyer over Kolding og semi-tro på Østerbro
Kolding er skidt kørende i Betinia LIGA. Man fristes ligefrem til at sige, at Kolding er gået i.
Før sæsonen var der mange af ligakonkurrenterne, der pegede på Kolding, som værende en af kandidaterne til at rykke op i Superligaen.
Sådan er det som bekendt ikke gået.
Kolding er rigtignok en del af oprykningsspillet, men holdet har ikke vundet en fodboldkamp siden den 21. marts, hvor Kolding slog B.93 og netop sikrede sig en plads i top seks.
Siden da har Kolding været det dårligste hold i tabellen. Ikke bare i oprykningsspillet, men i hele Betinia LIGA.
Således har Kolding blot hentet to ud af 21 mulige point i slutspillet. Selv Middelfart, der før sidste weekends sejr over AaB havde tabt ti kampe i træk, er bedre kørende på pointfronten.
Der er da heller ikke mange af LigaManagers læsere, der tror på, at Kolding kan få noget ud af mødet med Lyngby, når De Kongeblå, der i sidste weekend sikrede sig oprykning til Superligaen, fredag gæster Autocentralen Park.
Det viser resultatet af en afstemning foretaget på LigaManagers sociale medier, hvor hele 77 procent af alle stemmer er sat på Lyngby. Kun otte procent tror på en hjemme sejr, mens 15 procent har stemt på uafgjort.
En stor tro på et uafgjort resultat, når B.93 fredag aften på Østerbro Stadion tager imod AaB, har LigaManagers læsere heller ikke.
Faktisk er der ikke én, der har stemt på netop dette udfald af kampen. Derimod tror 56 procent på, at AaB løber med alle tre point, mens de resterende 44 procent tror på en B.93-sejr.
Om ‘stemmerne’ får ret, bliver vi klogere på fredag aften. Sikkert er det, at kampen mellem Kolding og Lyngby fløjtes i gang klokken 18.00, mens mødet mellem B.93 og AaB finder sted klokken 19.00.
Kan kan se højdepunkter fra begge kampe på LigaManager.dk.