Møller freder Højer: Ham er vi glade for

Tirsdag aften tabte AaB til Jyllandsserie-holdet Vatanspor og er dermed ude af DBU Pokalen.

Men selvom den “gigantiske pokalskuffelse”, som AaB selv formulerer det på klubbens hjemmeside dagen derpå, betyder, at AaB nu er oppe på tre nederlag på stribe, så får det ingen negative konsekvenser for cheftræner Steffen Højer.

Det fortæller AaBs sportschef, John Møller, i et interview med bold.dk.

“Nej, det bringer ikke hans (Steffen Højers, red.) job i fare. Steffen er vores træner, og ham er vi glade for.” 

“Vi synes, at der har været en virkelig fin udvikling i vores pre-season og i flere af vores første kampe. Men det er klart, at det var et stort skridt tilbage i går,” udtaler John Møller, og retter blikket mod den kommende kamp i Betinia LIGA, hvor AaB lørdag tager imod HB Køge hjemme på Aalborg Portland Park:

“Der skal leveres en helt anden præstation. Vi både kan og skal levere bedre.”

“Jeg tænker ikke, at det bliver et problem at finde motivation, efter man er røget ud af anden runde i Pokalen mod et Jyllandsserie-hold. Har man problemer med den motivation, så skal man finde et andet job,” understreger John Møller.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA