BK Frem-træner: Lige spændende nok
Der var fuld smæk på pokalfodbolden i hele Fodboldanmark tirsdag aften.
I Karlslunde var BK Frem på besøg hos FC Sydkysten, hvor pulsen lige kom unødigt højt op frem mod slutningen, ifølge BK Frem-træner Patrick Birch Braune.
“Hold da op, det blev lige lidt mere spændende til sidst, end det burde være,” lød det efter kampen fra Frem-træneren om hjemmeholdets reducering til 2-1 med ti minutter resterende af opgøret.
BK Frem endte dog med at køre sejren hjem og er dermed klar til tredje runde i pokalturneringen. Emil Wass og Tobias Søderstrøm blev målscorerne for Frem.
“Det er pokalfodbold og det bliver lidt spændende til sidst, men stor ros til holdet for at stå det igennem. Det er mentalitet. At ramme en lille smule modgang og lukke det til sidst og tage sejren. Rigtig pokalkamp og fed oplevelse her i Karlslunde,” lød det fra Patrick Birch Braune, der dog gerne havde set sit hold lukke kampen allerede i de første 45 minutter.
“Jeg synes faktisk, vi spiller en fremragende kamp i første halvleg. Det er underholdende, det er fremadrettet og vi skal bruge to hænder til at tælle, hvor mange mål vi kunne have scoret i første halvleg. Der skulle vi have lukket og slukket.”
BK Frem skal i aktion igen lørdag eftermiddag, hvor Valby-klubben i CampoBet 3. Division skal på besøg hos Vanløse IF.
Tredje runde i pokalturneringen afvikles i midten af september. I skrivende stund er der ikke trukket lod til modstandere.
BK Frem var ikke den eneste CampoBet 3. Divisionsklub, der spillede pokalbold tirsdag aften.
Få et overblik over de øvrige holds resultater i artiklen herunder.