Skrækstatistik: Brøndby vinder sjældent med Krogh

DBU har offentliggjort dommerpåsætningen til torsdagens store brag mellem Brøndby og FCK

Valget er faldet på rutinerede Morten Krogh, og det har fået Brøndby-fansene til tasterne på diverse sociale medier. 

De blågule har nemlig en overraskende dårlig statistik kørende i de kampe, hvor Morten Krogh har styret slagets gang, og allerede nu virker fansene på Vestegnen således til at have (sø)forklaringen klar på et eventuelt nederlag mod ærkerivalerne. 

Morten Krogh har i Superligaen passet fløjten i 27 Brøndby-kampe, og i sølle fem tilfælde er det endt med sejr til de blågule, ni er endt uafgjort, mens hele 13 kampe er endt i nederlag(stats fra Superstats.dk).

Til sammenligning har FCK vundet 15 ud af 25 kampe med Krogh som dommer, og har blot tabt to. 

Med kun tre Brøndby-sejre i de seneste 17 kampe og et historisk dårligt pointsnit under Steve Coopers ledelse, bør Brøndby-fansene dog nok i højere grad kigge mod de indre linjer end mod dommeren, hvis det skulle blive til et nederlag mod FCK.

Kampen spilles torsdag den 21. maj klokken 18.30.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen