Forårets Hold i Superligaen
Superligaen er gået på sommerferie, og det er tid til at gøre status på et underholdende og hæsblæsende forår.
På Ligamanager.dk har vi kastet os ud i den svære kunst at stille Forårets Hold i den bedste danske række – selvfølgelig med statistikker for øje, men også bedømt på vores egne nøgterne vurdering.
Vi kører med en 3-4-3 og du kan se hele holdet her:
Elias Olafsson; Luis Binks, Henrik Dalsgaard, Caleb Yirenkyi; Gift Links, Justin Janssen, Magnus Knudsen, Thomas Jørgensen; Youssoufa Moukoko, Tonni Adamsen, Aral Simsir
Målmand:
Elias Olafsson, FC Midtjylland
FC Midtjylland dalede gevaldigt i kadence i 2026, men Olafsson gjorde sit for at holde klubben inde i guldkampen til det sidste.
Flest mål forhindret af alle målmænd i Superligaen, højeste redningsprocent og flere vilde kampe undervejs.
Forsvar:
Luis Binks, Brøndby
Det har været en sæson lige til glemmebogen for Brøndby, men faktisk klarede defensiven sig jo egentlig ganske glimrende.
De blågule havde flest clean sheets af alle i Superligaen, og bare i 2026 holdt de buret rent seks gange.
Blandt andet takket være Luis Binks, som viste sig som en af få ledere på et slagent Brøndby-mandskab.
Henrik Dalsgaard, AGF
Dalsgaard ældes som fin vin!
Den 36-årige forsvarsspiller spillede et helt fantastisk forår for AGF, hvor han gang på gang leverede præstationer på den helt høje klinge.
Velsagtens en af 2026’s allerbedste spillere i Superligaen. Rutine, tårnhøjt bundniveau og en af grundpillerne på AGF’s historiske mesterskabshold.
Caleb Yirenkyi, FC Nordsjælland
Den 20-årige ghaneser kan meget vel have spillet sin sidste Superliga-kamp.
Yirenkyi har nemlig været helt fantastisk i denne sæson. Først på midtbanen i efteråret, og siden som forsvarsspiller i mesterskabsspil.
Der er ikke noget, som det unge stjerneskud ikke kan. Brølstærk, årvågen, og fremragende på bolden.

Midtbane:
Gift Links, AGF
Sydafrikaneren har været en af AGF’s bedste i den historiske mesterskabssæson.
Selv da det begyndte at spidse til i foråret, holdt Links et tårnhøjt niveau. Løber solen sort, udfordre konstant, og selvom det ikke har resulteret i et væld af mål og assist, har han været helt afgørende for De Hvii’es vilde sæson.
Justin Janssen, FC Nordsjælland
Den 19-årige midtbanespiller blev sluset stille og roligt ind på holdet i efteråret, og i 2026 har det så virkelig taget fart.
Fuld spilletid i alle ti kampe i mesterskabsspillet, hvor han med sine glimrende evner på kuglen har dikteret FC Nordsjællands spil. Janssen har stor andel i Farum-klubbens flotte bronzemedajler, og ligner allerede nu endnu et kommende storsalg.
Magnus Knudsen, AGF
Blev hentet til AGF i januar, og de fleste havde nok regnet med, at Knudsen skulle agere rotationsspiller på den allerede stærke midtbane.
Nordmanden endte med at starte inde i samtlige kampe i 2026, og det gjorde han til UG med kryds og slange.
Stærk i erobringsfasen, stærk på kuglen, og et utroligt vigtigt anker på AGF’s midtbane.
Thomas Jørgensen, Viborg
Bronzehåbet levede til det sidste for Viborg, som spillede en flot Superliga-sæson.
En af de mest væsentlige årsager til de mange flotte præstationer var Thomas Jørgensen, som på midtbanen driblede, kreerede og drev gæk med sine modstandere.
Alt i Viborgs offensiv går igennem det unge troldmand, som formentlig drager videre til en større adresse til sommer.
Angreb:
Youssoufa Moukoko, FCK
Ikke umiddelbart en trænerfavorit under hverken Neestrup eller Svensson, men på trods af sporadisk spilletid har Moukoko banket mål i kassen i 2026.
I Mesterskabsspillet + playoff-kampen mod Brøndby har tyskeren samlet spillet 428 minutter og scoret hele otte gange undervejs – altså et mål pr. 53,5 minut spillet.
Det kan godt være Moukoko ikke har levet helt op til de tårnhøje forventninger, men man kan ikke pege mange fingre af hans forår.
Tonni Adamsen, Silkeborg
Gode, gamle Tonni steppede op, da Silkeborg virkelig havde brug for ham.
I en forfærdelig sæson for Klubben fra Søhøjlandet reddede Adamsen skærene ud af ilden med syv mål og fire assist i 2026.
Hvor mon han spiller efter sommerferien?
Aral Simsir, FC Midtjylland
Sikke en sæson! Til tider virker det til, at FCM’s offensive kreatør gør lige hvad det passer ham.
Statistikkerne i 2026 var mindre prangende end i efteråret, men der kan ikke herske meget tvivl om, at Simsir også efter årsskiftet har været en af Superligaens bedste og mest seværdige spillere at følge.
Vi har kun fundet plads til to gengangere fra Efterårets Hold, som du kan se her.