Peter Lassen om trænerfyring: Vejgaard-nederlag var dråben
Godt og vel fire måneder.
Mere blev det ikke til for den nu tidligere BK Frem-træner Marc Thevis, der mandag fik sparket i Valby-klubben, der har tabt fem ud af de seneste seks kampe og fortsat er i nedrykningsfare.
Senest tabte BK Frem 2-0 til Vejgaard i Nordjylland.
“Efter nederlaget mod Vejgaard, der tænkte vi, at nu bliver vi nødt til at prøve noget andet,” siger BK Frems i øvrigt også ganske nye udviklingschef, Peter Lassen.
“Det er udelukkende baseret på manglende sportslige resultater. En klub som BK Frem skal ikke ligge og være i fare for at ryge i Danmarksserien. Der ingen dramatik i det, men der skulle ske noget nyt,” siger Peter Lassen.
I Marc Thevis’ 14 kampe som BK Frem-træner blev det til fire sejre, to uafgjorte og hele otte nederlag.
“Vi har ikke vundet særligt mange fodboldkampe. Vi skal gerne opad. Derfor tog vi beslutningen. Nu har vi to kampe tilbage og så skal vi hurtigst muligt have det point, vi mangler, så vi er fri for nedrykningskampen,” siger den tidligere Superliga-topscorer, der selv kom til BK Frem i slutningen af april.
“Vi søger den trodsreaktion, der mange gange kommer. Nu bliver det Andreas Hermansen, der går fra assistent til træner, og så bliver det hans opgave at få noget humør og gejst ind i det i de to sidste kampe, hvor vi allesammen skal trække i samme retning.”
Tanken om nedrykning kan næsten få det til at løbe koldt ned ad ryggen på udviklingschefen, der selv kører med til Odder lørdag, hvor der altså blot skal ét point ind på kontoen for at sikre sig mod nedrykning.
“Jeg bliver nødt til at forholde til mig, hvor vi er henne. Vi mangler det point. Taber vi de to næste, kan vi ryge ned og det er forfærdeligt at tænke på. Et skrækkeligt scenarie. Men jeg tror sgu nok, vi skal klare den,” siger Peter Lassen, der begrunder sin tro på det i det afsæt, som en ny træner kan give, og på kvaliteten i truppen.
“Vi har et fint fodboldhold. Vi spiller noget god fodbold. Det, som jeg har observeret, det er, at det her har sat sig mentalt i spillerne. Det er derfor, vi skal have noget ny glæde på træningsbanen, som vi kan overføre til kamp.”
Skulle det blive til nederlag i Odder, så venter der potentielt en kæmpe gyser i sidste runde hjemme mod Sundby Boldklub.
“Så kan det sgu godt være, jeg lige må til læge og bede om nogle nervepiller. Det bliver sgu for spændende. Men jeg tror på, vi kan ordne det allerede lørdag mod Odder og så får de mange Frem-fans, der tager med derover, også en god tur hjem i bussen.”