ABs nysgerrige anfører har prøvet hundredvis af ting
Vejrtrækningstræning, meditation, grounding og søvncyklusser. LigaManager skal ikke bilde sig ind at være på forkant med, hvad samtaleemnerne er i omklædningsrum i moderne divisionsfodbold. Men vi har en forestilling om, at førnævnte ikke er blandt de mest debatterede emner.
Det vil Søren Ilsøe blæse på. For AB-anføreren er nysgerrighed på, hvordan man kan optimere sine præstationer blevet en naturlig del af jagten på marginalerne.
”Jeg har prøvet hundredvis af ting. Jeg synes, det er spændende at undersøge, hvad forskellige metoder gør ved kroppen og hjernen”, siger han, der eksempelvis har prøvet kræfter med Wim Hof-inspireret åndedrætstræning. Inspireret af et forsøg, AB selv var involveret i.
”Vi havde en åndedrætsekspert tilknyttet klubben i en periode. Vi lavede sessioner og testede blandt andet, hvor meget ekstra kapacitet man kunne få ved forskellige øvelser gennem vejrtrækning, forklarer midtbanedynamoen, som hurtigt kunne iagttage flere medspillere begynde at bruge det i træningen.
”Især efter hårde løb kunne man se folk stå og arbejde med de dybe vejrtrækninger. For nogen virker det virkelig godt. Det er lidt en form for meditation. Ikke alle er til det, men jeg synes, det giver noget.”
Det samme gør meditation for Ilsøe. Ikke hver dag, men ”når behovet opstår”, ligesom han også har udforsket “myofascial release”. Her arbejder man med massagebolde for at løsne spændinger i kroppen.
”Hvis man føler sig stiv eller ikke bevæger sig optimalt, kan det gøre en kæmpe forskel at løsne kroppen op. Det er faktisk noget, jeg også har givet videre til familien.”
Søvn, hvile og restitution er vigtige ting for alle elitesportsudøvere. For Søren Ilsøe har det bl.a. betydet eksperimenter med søvn i cyklusser frem for det klassiske fokus på et bestemt antal timers søvn hver nat.
”I stedet for at stresse over én dårlig nat kan man tænke i, hvor mange søvncyklusser man får på en uge. Så kan man hente noget ind igen senere. Det er svært at sige præcist, hvad der giver effekt. Men jeg bliver mere bevidst om, hvad der virker for mig. Hvis noget er for ekstremt, så justerer jeg det.”
Også grounding har været en del af eksperimenterne. På almindeligt dansk betyder det ”bare” at gå barfodet på græs.
”Nogle gange løber vi rundt på banen i bare tæer. Det giver en fed følelse af lige at blive nulstillet,” smiler manden, der ikke forsøger at påtvinge andre sine eksperimenter. Det handler om nysgerrighed.
”Jeg tror aldrig, det er dårligt at lære noget nyt. Hele tiden at træde lidt uden for comfortzonen og undersøge, hvad der findes på den anden side.”
På den anden side af sommerferien venter Betinia LIGA for Ilsøe og hans medoprykkere fra AB. Så bliver der også prøvet noget nyt af.