Voldsomt underskud – igen – i FC Helsingør
Pengene fosser ud af FC Helsingør A/S.
Klubben kom således ud af 2025 med et underskud på hele 17,7 millioner kroner, men det er desværre ikke uvante røde tal på de kanter.
Sæsonen før lød underskuddet på 16,5 millioner kroner.
Den negative egenkapital er steget fra 15,7 millioner kroner til 28,4 millioner kroner, mens klubbens ejere, virksomheden Never Say Never, har skudt 5,1 millioner kroner i klubben i 2025 i ny kapital.
De røde tal får dog tilsyneladende ikke Never Say Never til at ryste på hånden, da man er klar til at investere yderligere.
– Selskabets kapitalejere har imidlertid afgivet en støtteerklæring og tilkendegivet, at de fortsat er indstillet på at støtte selskabet økonomisk, da de tror på projektet, lyder det i regnskabet.
– På baggrund af denne tilsikrede opbakning er det ledelsens vurdering, at finansieringen af driften for de kommende år er sikret.
FC Helsingør rykkede i seneste sæson ned i CampoBet 3. Division, hvor der fløjtes op fredag den 31. juli. Her tager FC Helsingør – med mange nye ansigter i spillertruppen – hjemme imod Vanløse IF.