Holbæk satte rekord: Noget særligt

Ti sejre i træk. Det er status for Holbæk B&I, der lørdag vandt hele 5-1 ude over Sundby Boldklub.

Holbæk B&I satte ikke bare en tyk streg under, at de har været helt suveræne i nedrykningsspillet i CampoBet 3. Division, hvor de har vundet samtlige kampe, men slog også klubrekord for fleste sejre i træk i en landsdækkende turnering.

“Fantastisk indsats af drengene igen. Vi manglede flere vigtige spillere, men dem der spillede viste endnu engang hvilken stærk kultur og mentalitet der er i truppen,” siger Holbæk-cheftræner Erdogan Aslan, der måtte undvære hele otte spillere til rekordforsøget i Sundby.

Det gav blandt andet debut til den unge målmand Marcus Skovgaard.

“Stor ros til Marcus Skovgaard for hans koldblodighed og ro i sin første divisionskamp nogensinde. Han fortjente så meget en debut,” siger Erdogan Aslan, der naturligvis også hæftede sig ved den nye rekord efter kampen.

“Ti sejre i træk er selvfølgelig noget helt særligt. Man får ikke en pokal for det, men det fortæller noget om den udvikling og den sult, der er i gruppen,” siger Holbæk-træneren, der efter det stod klart, at Holbæk ikke ville kunne nå oprykningsspillet har set sit hold feje al modstand til side.

“Jeg er mest glad for at se spillernes glæde efter kampene. Det er en flok drenge, der arbejder stenhårdt hver eneste uge, og som fortjener succesoplevelserne.”

Holbæk runder sæsonen af i næste weekend, hvor Vejgaard kommer forbi Holbæk Sportsby.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div