Sebastian Pingel er ‘brennheit’ i norsk danskerklub

Mens fodbolden ligger stille i Danmark, spilles der på livet løs i Norge.

Ikke mindst i landets næstbedste fodboldrække, OBOS-ligaen, der lige nu toppes af ‘danskerklubben’ Strømsgodset.

Det skyldes blandt andre den tidligere Hillerød og Horsens-angriber, 33-årige Sebastian Pingel, der siden sæsonpremieren den 5. april har scoret 11 mål i 11 ligakampe.

Drammens Tidende kalder da også Pingel for “Brennheite Sebastian”, og Strømsgodsets danske sportschef såvel som Hillerøds tidligere direktør, Jackie Rasmussen, må siges at have ramt plet, da han i vinterens transfervindue besluttede, at hente Sebastian Pingel til Strømsgodset.

Her er den tidligere Hillerød-back, Victor Dedes – ligesom Sebastian Pingel – også noteret for 11 kampe i denne sæson, hvor det er blevet til et enkelt mål og hele fem assists.

“Det er mit job, at score mål, men jeg vil også rose mine medspillere. De gør et ekstremt godt arbejde, og de er gode til at finde mig,” udtalte Sebastian Pingel til Drammens Tidende i kølvandet på weekendens 6-1 sejr over Raufoss, hvor Sebastian Pingel blev noteret for et hattrick.

Næste kamp for Sebastian Pingel og Victor Dedes finder sted på søndag, hvor Strømsgodset spiller topopgør ude mod Kongsvinger.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA