Næsby napper talentfuld koldingenser
Næsby Boldklub satser meget på ungdommen. Denne sæson bliver ingen undtagelse, hvor cheftræner Nicolai Wollenberg vil føre flere unge spillere frem i lyset.
Normalvis kommer de fra egne rækker, men nu har fynboerne præsentet et ungt talent udefra også.
Venstrebacken Anton Kjærgaard skifter fra U19-Divisionsholdet i Kolding IF til Næsby Boldklub.
– Valget faldt på Næsby, fordi jeg fra første dag fik en rigtig god mavefornemmelse. Jeg er blevet taget godt imod af både spillere og trænere, og jeg føler, at det er det helt rigtige sted for mig at udvikle mig, siger den nyslåede Næsby-spiller, der nåede at træne med divisionsholdet i Kolding inden sit skifte til Fyn.
– Jeg glæder mig til at komme ordentligt i gang, bidrage til holdet og give alt, hvad jeg har. Samtidig ser jeg frem til at kæmpe om spilletid og tage de næste skridt på højt seniorniveau.
Cheftræner i Næsby, Nicolai Wollenberg, mener, at han har fundet en mand for fremtiden.
– Anton er en spiller med et rigtig spændende potentiale. Han er eksplosiv, fysisk stærk og besidder en høj løbekapacitet, som gør ham stærk i både det offensive og defensive arbejde, siger Næsby-træneren, der tror på, at man har fundet et godt match.
– Han er duelstærk, arbejder hårdt begge veje og passer rigtig godt ind i den spillestil og kultur, vi ønsker i Næsby.