Fynsk talentfabrik har næste kuld klar

Traditionen tilsiger, at der er enorm stor udskiftning i trupperne i CampoBet 3. Division op mod sæsonstart. 

Særligt i de sjællandske klubber er trafikken tæt mellem klubberne. Denne sommer har ingen undtagelse været.

På Fyn er seneste sæsons nummer tre, Næsby Boldklub, noget tættere på at kunne præsentere en intakt trup i forhold til den forgange sæson.

Det er man ikke helt kede af hos de lyseblå.

– Det kan være svært at følge med. Jeg er glad for, at vi kan beholde en stamme, så vi ikke starter forfra på ting som kultur og spillestil, siger Næsby-træner Nicolai Wollenberg, der derfor heller ikke har brugt de lange lyse sommernætter på at udtænke diverse nye spilsystemer og taktikker.

– Vi skal ikke opfinde noget nyt. Vi kører egentlig bare videre. Vi har det samme fundament og skelet, så på den måde kan vi nok være lidt trælse at møde tidligt, siger Nicolai Wollenberg, der slipper hestene løs på lørdag, når Sundby Boldklub kommer på besøg. 

Det bliver i velkendt stil og med mange kendte ansigter. Mest markante afgang har været stortalentet Lauritz Daurhøj, der er skiftet til FC Fredericia.

– Det har heldigvis været en rolig sommer i forhold til ind og ud i truppen. Lauritz’ skifte var forventeligt. Der er mange udefra, der har budt sig til, men jeg har mere fokus på at få nogle U19-spillere og unge igennem, siger Nicolai Wollenberg, der derfor også har brugt noget af sin energi over sommeren på at se fremad.

– Vi har trænet med enormt mange unge i opstarten og prøvet at gøre dem klar. Vi har en talentmasse i Næsby, der er tilpas god, så det der med at hente alt for meget udefra, det tiltaler mig egentlig ikke. Så skal de være ekstraordinært gode. Jeg hellere udvikle vores egne, siger Næsby-træneren.

– Der kommer forhåbentligt og formentlig et nyt kuld ind, som man vil se mere og mere til i løbet af sæsonen. Det handler også om skader, karantæner og den slags, hvilke muligheder, der kan opstå for dem, siger Nicolai Wollenberg, der dog også har et par nye navne udefra i form af backen Laurits Jensen fra Nykøbing, stopperen Mads Jørgensen fra Boldklubben Marienlyst og målmanden Rasmus Jepsen-Jacob, der senest har spillet for VSK Aarhus.

Der fløjtes op for sæsonens første kamp på Alpi Arena lørdag klokken 14:00, hvor modstanderen som nævnt er Sundby Boldklub.

Amagerkanerne starter sæsonen med noget af et benspænd, da deres tre første kampe alle er på udebane. Læs mere om den sag herunder:

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div