B.93-træner efter sejr: Vi skal nyde at vinde fodboldkampe
Det var ikke altid, der sad lige i skabet for B.93 i sæsonpremieren. Cheftræner Kasper Lorentzen så dog nok med gode takter til, at han efterfølgende erklærede sig tilfreds med præstationen.
“Vi holder os til dét, vi havde aftalt og er meget disciplinerede hele kampen igennem udover måske lige til sidst ved deres reducering, hvor vi sjusker en anelse. Vi forcerer ikke spillet unødvendigt, da vi kommer foran, fordi forventningen som nedrykker måske er, at vi bare skal buldre derudaf,” udtalte Lorentzen efter kampen til klubbens egen hjemmeside.
“Det er ikke altid så let, når modstanderne er så organiserede. Når vi gerne vil have bolden og angribe, er det vigtigt vi ikke forivrer os og glemmer at lukke af bagude. Det så jeg en stor disciplin omkring,” fortsatte Lorentzen, hvis mandskab slap en del af grebet om kampen efter pausen.
“Anden halvleg bliver ikke lige så god som første. Vi træffer lidt dårligere beslutninger. Jeg synes ikke helt, vi lykkedes med at styre begivenheden efter deres udvisning (efter 65 minutter, red.). Der er plads til forbedring i den forbindelse med spillet på bolden.
“Jeg er glad for at se, at vi jubler ved scoringer og lever os ind i fodboldkampen, selvom omgivelserne er anderledes end i Betinia LIGA. Også super fedt at opleve, når vi har de her kampe ikke så langt væk fra baghaven, at der er så stor opbakning på tribunen fra de mange B.93-fans. En kæmpe fornøjelse. Det skal vi dyrke. Ligesom vi skal dyrke at nyde, når vi vinder fodboldkampe.
“Som kampbilledet bliver i dag, hvor vi dominerer, kunne vi måske godt have sat en eller to mere ind. I stedet fik de en reducering, og når nu vores præstation i anden halvleg ikke var helt i top, var resultatet vel fair nok. Vi kan ikke forvente, at vi bare kører igennem CampoBet 2. division,” fortsatte Lorentzen, og huskede tilbage på en kamp, da klubben selv var ny i en række.
“Jeg tænker tilbage på dengang, vi var oprykker i 1. division og i første kamp mødte AaB. Vi tabte 3-0 på Østerbro Stadion og følte, at vi lavede en god indsats, men var ikke i nærheden af at vinde. Jeg oplever, at kampen mod FA 2000 er lidt det samme, med omvendt fortegn. Vi skal fremover fortsat holde god disciplin og levere en god præstation gennem hele kampen. Så bliver vi svære at have med at gøre.”