Runde 3: Ugens Hold i Superligaen
Sæsonens tredje Superliga-runde bød blot på fire kampe, men derfor skal i selvfølgelig ikke snydes for Ugens Hold. Runden bød mere på solidt forsvarsspil end smuk fodbold, og det afspejler sig også i de 11 udvalgte, hvor der denne gang er fundet plads til fire forsvarsspillere.
Se Ugens Hold i Superligaen herunder:
Målmand:
Jannich Storch, Randers
Alle gode gange tre. Storch finder igen vej til Ugens Hold efter endnu en flot præstation. Denne gang med sæsonens første clean sheet mod Lyngby, hvor han diskede op med flere afgørende redninger.
Forsvar:
Mats Köhlert, Brøndby
Brøndby havde helt styr på Horsens søndag aften. Et sikkert clean sheet og en flot assist fra Mats Köhlert til 1-0 målet.
Alexander Madsen, Silkeborg
Mandag holdt Silkeborg et sjældent rent bur, og en del af æren kan tilskrives unge Alexander Madsen, som spillede en stærk kamp i forsvaret.
Lukas Kirkegaard, Viborg
Det blev kun til ét point for Viborg i Haderslev, men det var ikke forsvarets skyld. Især Kirkegaard spillede en god kamp. Stærk på kuglen og årvågen i sit forsvarsspil.
Sabil Hansen, Randers
Den eftertragtede back var endelig tilbage i startelleveren for Randers, og det gjorde han rigtig godt. Clean sheet, sejr og en forrygende assist.
Midtbane:
Mads Larsen, Silkeborg
Det var ikke den skønneste fodboldkamp, som blev spillet mandag aften på JYSK Park, men Mads Larsen holdt et pænt niveau på midtbanen med stor sikkerhed på bolden.
Mads Frøkjær, Brøndby
Det begynder endelig at ligne noget for Frøkjær efter en lunken start i Brøndby. Mod Horsens var han de blågules offensive omdrejningspunkt med masser af gode aktioner.
Callum McCowatt, Silkeborg
McCowatt lader ikke de interne skærmydelser påvirke hans spil på banen. Mod OB var han igen en af Silkeborgs bedste, og blev tungen på vægtskålen med en scoring fra distancen.
Angreb:
Marcus Younis, Brøndby
Lejeopholdet i foråret har gjort underværker for Younis, som er kommet stærkt tilbage til Vestegnen. Mod Horsens tegnede han sig for en fremragende hovedsstødsscoring.
Kasper Junker, Randers
Comeback på Cepheus Park til gode, gamle Kasper Junker. Her gjorde han præcis hvad er hentet ind for. At score mål. Lukkede ballet med sin 2-0 scoring mod Lyngby.
Oliver Ross, Silkeborg
Ross har taget store skridt frem i starten af sæsonen. Mandag leverede han endnu en livlig indsats. Assist og flere flotte offensive aktioner.