Superliga: 3xTakeaway fra 2.spillerunde

Superligaen kørte på halv gas i denne runde med blot fire kampe på programmet. Underholdningsmæssigt blev det en runde til den tørre side, men de interessante historier var der som altid masser af – både dem, der stjal overskrifterne, og dem, der gemte sig mellem linjerne. Vi har set nærmere på rundens kampe og udvalgt tre nedslagspunkter, som fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Her er rundens tre takeaways.

Viborg skyder med løst krudt

Præcis som i seneste sæson spiller Viborg FF helt og aldeles glimrende fodbold, men de fine præstationer afspejler sig ikke i hverken tabellen eller på målkontoen.

xG på henholdsvis 2.04, 1.95 og 1.47 illustrerer ganske tydeligt, at midtjyderne formår at spille sig frem til chancerne, men ind vil bolden ikke.

I de første tre runder har Viborg trykket af hele 41 gange med ét sølle mål til følge.

I Brøndby var Dorian Junior den store synder, mens det i 0-0’eren mod Sønderjyske var Charly Nouck, som skød med løst krudt.

Er det bare et spørgsmål om tid inden de får hul på bylden, eller mangler Viborg ganske enkelt kvalitet helt fremme?

Lunken start for oprykkerne

Tre spillerunder inde i 26/27-sæsonen er de to oprykkere, Horsens og Lyngby, sunket til bunds i Superliga-tabellen.

Jovel, De Kongeblå er da også blevet kastet for løverne med modstand fra FCK og AGF i de to første runder, men på trods af flot spil står de efter nederlaget til Randers søndag noteret for blot et enkelt point i tre kampe.

Det samme gør Horsens, som til gengæld heller ikke har gjort sig fortjent til mere end det. Tværtimod burde de bedømt på spil og chancer også have tabt premieren til FCN.

Får de to oprykkere snart gang i pointhøsten?

Silkeborg-stjerne lader fødderne tale

Callum McCowatt var efter kampen mod FCK i anden spillerunde ude med den helt store rive efter Silkeborg-ledelsen, som efter sigende ikke havde overholdt deres aftale om et sommerskifte til newzealænderen.

I stedet for at slå op i banen og lade sig gå på af den lunke stemning mellem ham og klubben, lader McCowatt dog fødderne tale.

I mandagens vigtige sejr mod OB spillede Silkeborg-stjernen en flot kamp, hvor han med et solidt hug fra distancen blev tungen på vægtskålen i et tæt opgør. Stærkt!

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen