VSK Aarhus får papir på yderligere to profiler

Topholdet i CampoBet 2. division, VSK Aarhus, har sørget for at få papir på to yderligere af sine stamkræfter. Mandag melder klubben ud via egne medier, at man har skrevet under på en aftale med den 21-årige centrale midtbanespiller Mikkel Rytter.

Rytter har været i VSK Aarhus i de seneste to sæsoner og er således i gang med sin tredje. Om tiden i klubben skriver VSK selv, at “Mikkel i den periode har været en vigtig spiller i den udvikling vores fodboldhold har gennemgået, ligesom Mikkel selv har gennemgået en god udvikling.”. Derfor er cheftræneren selvfølgelig også tilfreds med at få styr på “Rytteren”.

”Rytter er en spiller, der har spillet rigtig mange kampe i sin tid i klubben, og derfor er en vigtig del af vores fodboldhold. Han bringer stort hjerte og mange løbemeter, samtidig med at han passer godt ind i vores spillestil og har gennemgået en god udvikling. Den udvikling glæder vi os nu til at bygge videre på, sammen med Rytter. For at fortsætte vores positive udvikling som hold og for Rytter individuelt”.

Mikkel Rytter er stolt over at skrive under på en aftale, fortæller han til VSKs egne medier:

”Da jeg kom til klubben for ca. to år siden, var vi et helt andet sted end i dag. Vi har godt nok rykket os meget både på og uden for banen. Det fællesskab og sammenhold, vi har herude, finder man ikke mange steder. Det er noget helt særligt, og jeg elsker at møde ind hver eneste gang. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at de næste år skal være her”.

I sidste uge var forsvarsspilleren Daniel Baltzer Jakobsen, som forlængede sin aftale med VSK for de kommende to sæsoner. Han kom til klubben fra Odder i vinter og har mere eller mindre været fast mand i forsvaret fra dag et.

”Daniel er en spiller jeg kender rigtig godt efterhånden. Vi synes, at han har gjort det godt og samtidig ser vi også, at han kan blive endnu bedre, så det var naturligt for os, at prioritere at forlænge aftalen med Daniel, så han kan være med på de næste skridt, vi gerne vil tage som klub. Dermed sikrer vi også noget kontinuitet i holdet, som er vigtigt, når man er ved at udvikle sig som klub,” udtalte cheftræner Jacob Eichner i den forbindelse.

”Jeg er selvfølgelig super beæret over at få lov til at forlænge med VSK og se, hvad projektet kan føre til. Det er sportsligt et fedt sted at være. Vi har taget nogle store skridt, samtidig med at det sociale i truppen bare spiller. VSK er virkelig et sted, hvor jeg er glad for at være og har lyst til at fortsætte”, kom det fra Jakobsen selv.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet