Lauritsen solgt til Kalmar: Det vil vi ikke stå i vejen for
Vejle har solgt Tobias Lauritsen til svenske Kalmar FF, hvor den 22-årige midtbanespiller har skrevet under på en fireårig kontrakt.
Det oplyser Vejle i en pressemeddelelse.
“Tobias Lauritsen har haft et ønske om at prøve sig selv af i udlandet, og med et år tilbage af kontrakten giver det god mening for os at sælge ham. Kalmar FF har indfriet vores forventninger til en transfer af en dygtig ung spiller, som har vist sit værd igennem flere sæsoner,” udtaler Vejles sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, og fortsætter:
“‘Bisse’ kom fra baghjul som ungdomsspiller, hvor han ikke var det mest indlysende talent. Men han arbejdede både hårdt og dedikeret og greb chancen, da han fik den. Den seneste sæson blev lidt urytmisk for ham, men han har i pre-season og i de første par kampe vist, at han er på vej tilbage.”
“Nu er der helt fortjent opstået en god mulighed for ham for at prøve talentet af i en god svensk liga, hvor han skal vise sig frem på en ny hylde. Det vil vi ikke stå i vejen for,” lyder det fra Mikkel Hemmersam.
Ifølge Expressen har Kalmar betalt 1,8 millioner danske kroner for Tobias Lauritsen, der kom til Nørreskoven som U17-spiller, debuterede på førsteholdet som 18-årig og siden da er noteret for seks mål og otte assists i 78 kampe.
Nu fortsætter karrieren i Kalmar, hvor Tobias Lauritsen kan få debut på mandag, hvor Kalmar tager imod Djurgården på Guldfågeln Arena. Kalmar råder i forvejen over danske Eskild Dall, der tidligere i transfervinduet skiftede til klubben fra FC Fredericia.