Færøsk forsvarsspiller landet i Vejle

Vejle har på transfervinduets sidste åbningsdag sikret sig den færøske landsholdsspiller, Gunnar Vatnhamar, der er hentet i islandske Víkingur Reykjavík.

Det oplyser Vejle i en pressemeddelelse.

Den 31-årige forsvarsspiller har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2029, og ifølge Vejles sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, kan Gunnar Vatnhamar bidrage til holdets defensiv fra dag ét af.

“I Gunnar Vatnhamar har vi fået en spiller tilknyttet med erfaring, en stærk karakter og et tydeligt lederskab. Han har igennem en længere årrække været en bærende spiller i både national og international kontekst.”

“Vores prioritet angående at tilknytte en defensiv profil, der kan gå ind og bidrage fra første dag, har ikke kun taget udgangspunkt i kvaliteterne på banen, men også hvordan en spiller bærer sig selv, sit ansvar og sin måde at være professionel på i hverdagen,” lyder det således fra Mikkel Hemmersam.

Gunnar Vatnhamar har første træning med sine nye holdkammerater onsdag og kan få debut for Vejle allerede fredag, hvor de formstærke oprykkere fra Vendsyssel gæster Nørreskoven.

Kampen mellem Vejle og Vendsyssel fløjtes i gang klokken 18.00.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA