Næstveds lyn-scoring vinder rundens mål i CampoBet 2. division

Der var blot spillet 43 sekunder af kampen mellem Thisted FC og Næstved Boldklub, da Jeppe Gertsen fra sidstnævnte trillede kuglen ud til Mathias Høst. Han sendte en tempereret boblebold ned bag Thisted-forsvaret, hvor Peter Plougmand var stukket.

Hans indlæg fandt Frederik Christensen og så førte “de grønne” med 1-0. Efter 49 sekunder. Så er man i gang. Det var Næstved-topscorerens fjerde sæsonmål og som den første i CampoBet 2. division kan han nu prale af to kåringer til rundens mål.

Frederik ‘FC’ fik 60,59 procent af stemmerne og altså en overlegen sejr. Nærmeste konkurrent var Jonas Yderholm fra VSK Aarhus, som ellers tog en tidlig føring i afstemningen, men altså ikke kunne følge med, da det strammede til.

Han fik 32,76 procent af stemmerne, hvilket indikerer, at der var meget langt ned til de øvrige tre deltagere i konkurrencens om rundens mål. LigaManager ønsker tillykke med endnu en kåring.

Tidligere vindere af rundens mål:
Runde 1: Frederik Christensen, Næstved Boldklub
Runde 2: Gustav Callø, Skive IK
Runde 3: Christoffer Daluiso, Næstved Boldklub
Runde 4: Nicklas Mouritsen, B.93
Runde 5: Victor Fjeldgaard, Thisted FC
Runde 6: Jonas Damkjær, HIK

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet