Kolawole roser Manoharan: Jeg er ikke det sorte får
John Kolawole skiftede til Esbjerg sidste sensommer. Siden da har den 22-årige nigerianer trukket overskrifter. På godt og ondt.
I foråret var kantspilleren med syv mål og to assists instrumental i vestjydernes lige-ved-og-næsten-tilbagevenden til Superligaen. I sommerens transfervindue var han hovedperson i en uskøn transfersaga.
Esbjerg forhandlede med belgiske Zulte Waregem, men skiftet blev aldrig en realitet. Kort efter udtalte John Kolawole til JydskeVestkysten, at han håbede, at han aldrig skulle trække EfB-trøjen over hovedet igen.
Men det var dengang. For nu har spiller og klub har fået klinket skårene, og John Kolawole er tilbage på banen. Endda i hopla.
Således er han noteret for to pokalmål og to ligaassists den seneste uges tid, og ifølge John Kolawole selv, så skyldes den spektakulære tilbagekomst Esbjergs cheftræner, Sancheev Manoharan.
“Jeg har det rigtig godt med ham. Han er én, jeg går til, selv når det ikke handler om fodbold. Han er meget mere end bare en fodboldtræner for mig,” udtaler John Kolawole til JyskeVestkysten, hvor han også understreger, at sommerens transferturbulens ikke har skadet forholdet til holdkammeraterne:
“Jeg er ikke det sorte får. Jeg har en god relation til de andre på holdet.”
En relation, som alle i og omkring Esbjerg håber vil resultere i tiltrængte point, når Esbjerg lørdag eftermiddag gæster Gladsaxe Stadion, hvor AB står klar til kamp.
Begge klubber er før deres indbyrdes møde skidt kørende på Betinia LIGAs Formbarometer, som LigaManager publicerede torsdag. Her fremgår det nemlig, at AB har hentet nul point i de seneste tre ligakampe, hvor Esbjerg blot har spillet sig frem til ét enkelt.
Alligevel er det to hold, der går banen med selvtillid i støvlerne. I den forgangne midtuge vandt AB således 3-1 over Sønderjyske i DBU Pokalen, mens Esbjerg kvalificerede sig til 4. runde ved at tæske HIK med 0-5.
Lørdagens kamp mellem AB og Esbjerg fløjtes i gang på Gladsaxe Stadion klokken 14.00, og alt tyder på, at det bliver med John Kolawole i gæsternes startellever.