Optakt til 8. runde i CampoBet 3. division: Knækker rækken nu?
Vi er fremme ved runde 8 i CampoBet 3. division, og seks spændende kampe skal afvikles i dét, der ligner et ekstremt jævnbyrdig række. Der er én kamp fredag aften og fem lørdag eftermiddag. Her en kort smagsprøve på, hvad der venter forude.
Holbæk – Ringsted
Efter 17 kampe i træk, hvoraf 16 blev vundet, tabte Holbæk i sidste uge for første gang i umindelige tider. Mod Ringsted skal de forsøge at komme tilbage i sporet og forsvare førstepladsen. De er ligaens målfabrik med 18 scorede kasser. Ringsted har den mest gavmilde defensiv med 18 indkasserede kasser. Hvem end der vinder, dufter det af mål i Holbæk. Der er kickoff fredag kl. 19:00.
Ishøj – Frem
Frem kommer på besøg hos Ishøj IF, hvor Henrik Gundersen har overtaget trænerposten. Her er han oppe imod sin tidligere arbejdsgiver af flere omgange. Ishøj står med ét point. Seks nederlag i træk. Og ét scoret mål. Der er allerede syv point til over stregen og her kommer et Frem-mandskab, som slikker sår efter sidste weekends voldsomme afslutning i Holstebro. Hverken Ishøj eller Frem står med det pointudbytte, de havde regnet med på nuværende tidspunkt. Får nogen af dem oprejsning her? Der er kickoff lørdag kl. 13:00.
Brønshøj – ASA
Oprykkerne skal i deres skramlede bus til København for tredje udekamp i træk. De to foregående resulterede i nederlag. Nu skal der svares igen, og de kommer med en stærk sejr over Næsby i ryggen. Brønshøj kommer dog med tre sejre i træk og senest fik også Nikola Stojanovic åbnet målkontoen. Det er to af ligaens stærkeste defensiver, som tørner sammen. Hvem får låst modparten op? Der er kickoff lørdag kl. 14:00.
Hørsholm-Usserød – Vanløse IF
Hørsholm-Usserød har høstet to meget flotte resultater under midlertidig træner Christian Mouroux. Spørgsmålet er her, hvor mange kræfter der er i behold efter onsdagens pokaldrama, der gik over 120 minutter og straffesparkskonkurrence. Det kan komme Vanløse til gavn og de bringer en utrolig god form med til Hørsholm Idrætspark. Ingen nederlag i seks kampe. Det kan ingen andre hold i CampoBet 3. division matche. Og de har allerede vundet to gange i Hørsholm i 2026. Der er kickoff lørdag kl. 14:00.
Næsby – Helsingør
Skal Næsby med top seks-toget, skal der nok ikke tabes mange flere kampe sådan lige med det første. De indtager syvendepladsen og møder holdet på sjettepladsen. Men ligesom Næsby har Helsingør også deres største problemer på udebane. Næsby har ligaens topscorer tilbage efter ferie. Det kan løfte holdet til at revanchere to nederlag i træk. Der er kickoff lørdag kl. 14:00.
Sundby – Holstebro
Holstebro leverede den vildeste kamp mod Frem i sidste uge, og den slags kan give vinger. Men vinger får Sundby nærmest, når de spiller i hjemlige, vante omgivelser. Holstebro har kun spillet én af deres første syv kampe på kunstgræs. Den tabte de 4-0 hos ASA. Sundby har kun hentet point på hjemmebane, hvor de spiller på kunstgræs. Der er kickoff lørdag kl. 14:00.