Uafgjort i topopgør: Se målene fra 9. runde i CampoBet 3. division

Der blev sat hele 21 mål ind i 9. runde af CampoBet 3. division. De seks af dem i fredagens kamp i Helsingør, mens vi skulle til Holstebro for at finde den næstmest målrige. Du kan herunder gense 18 af de 21 mål, da vi desværre heller ikke i denne uge har adgang til målene i kampen, hvor Næsby var involveret.

Frem – Sundby Boldklub 0-3 (0-1)

Magnus Krogh Hansen skulle bare bruge tre minutter på at bringe Sundby i front i Valby. Efter 77 minutter øgede Elias Eriksen til 2-0, mens Johan Becker beseglede den sjældne Sundby-udesejr efter 99 minutters spil.

Vanløse IF – Brønshøj Boldklub 1-1 (1-1)

For fjerde gang i træk og for tredje gang i 2026 spillede Vanløse og Brønshøj uafgjort. Og for fjerde gang i træk med højst to mål involveret. Gæsterne kom ellers tidligt i front, da Tobias Friis scorede til 1-0 efter tre minutter. Kasper Lauritzen udlignede efter 34 minutter, og så delte holdene i porten.

Holstebro – Ishøj IF 1-3 (0-0)

Ishøj fulgte op på sæsonens første sejr i sidste weekend ved at tage alle tre point med hjem fra Holstebro. Ligesom i sidste runde bragte William Søndergård “Kongeklubben” foran, denne gang efter 52 minutter. Bare fem minutter senere øgede Cornelius Kilpatrick til 2-0. Seks minutter før tid bragte Lasse Risager Kristensen spændingen tilbage i opgøret, men fire minutter senere lukkede William Maretti festen med en scoring til slutresultatet.

ASA – Hørsholm-Usserød 2-1 (1-0)

Der var kun spillet to minutter, da Elias Jønson bragte hjemmeholdet foran. Den føring holdt helt frem til det 73. minut, da William Saleh doblede op. Gustav Holm reducerede efter 78 minutter, men tættere på kom Hørsholm-Usserød ikke.

FC Helsingør – Holbæk 5-1 (4-0)

Da der var spillet 25 minutter, var stillingen stadig 0-0, da FC Helsingør tog imod Holbæk fredag aften. Da dommeren fløjtede til pause 22 minutter senere, var stillingen 4-0. Hjemmeholdet og ikke mindst Jacob Hjorth Søndergaard løb totalt førerholdet i CampoBet 3. division over ende.

Jacob Hjorth tog sig af tre af de fire mål før pausen. Kort efter pausen sørgede August Andersen for en reducering, inden Mathias Kisum rundede målfesten af. Og der var endda en halv time tilbage.

Ringsted IF – Næsby Boldklub 1-2 (1-1)

Vi har desværre ikke adgang til målene fra denne kamp. Det lykkedes tilsyneladende de tilstedeværende kameraer at misse alle tre mål. Beklager.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet