Stolt AB-boss: Vi ødelagde deres spil
Fredag aften spillede AB sig frem til klubbens fem hjemmesejr på stribe i Betinia LIGA, da oprykkerkollegaerne fra Vendsyssel blev sendt hjem til Hjørring med et 3-0 nederlag.
Dermed fastholder akademikerne fra Gladsaxe fjerdepladsen i landets næstbedste fodboldrække, hvor afstanden op til Fredericias tredjeplads atter er minimeret til blot to point.
ABs cheftræner, Fannar Berg Gunnolfsson, var da også en glad én af slagsen, da den 42-årig islænding efter kampen satte ord på sejren, der blev grundlagt takket være to mål af Saliou Diop og et enkelt af Marco Ramkilde.
“Jeg er virkelig stolt af mit hold. Vi ødelagde deres spil i 1. halvleg, og det virkede som om de panikkede lidt og lavede nogle ændringer. Banen var også tung og vanskelig i dag.”
“I 2. halvleg lavede vi nogle fejl og gav dem mulighed for at lave kontraangreb. Overordnet set så følte jeg ikke på noget tidspunkt, at der var fare på færde. Så var det også rigtig godt at slutte kampen med et tredje mål,” udtaler Fannar Berg Gunnolfsson til ABs hjemmeside og fortsætter:
“Vores kaptajn, Søren Ilsøe, var ude med karantæne i dag, og han er en stor spiller for os. Men vi vidste, at Noga kunne spille på midtbanen, og også at han ville gøre det, vi havde brug.”
“En komfortabel sejr synes jeg, det var, og jeg er så stolt af mit hold i dag”, slutter Fannar Berg Gunnólfsson.