Vanløse-bomber: Vi skal stramme op mod Brønshøj

Vanløse IF havde en ganske glimrende start på sæsonen, hvor modstanderholdene havde meget svært ved at dæmme op for Mads Hadbergs herligt kyniske mandskab, der tog masser af point i de første mange runder.

I den seneste tid er det dog gået lidt den anden vej for Vanløse, der blot har taget en enkelt sejr i de seneste fem kampe i CampoBet 3. Division.

“Vi har ikke været i den allerbedste periode, men hvis vi slutter godt af her nu op mod vinterpausen, så kan vi godt overvintre på en tredje- eller fjerdeplads, når det er så tæt,” lyder det med optimisme fra Vanløses giftige angriber Bjørn Paludan, der er suveræn topscorer i rækken med 12 sæsontræffere.

Næste opgave i CampoBet 3. Division er en svær én af slagsen for Vanløse IF, da rækkens mest formstærke hold, Brønshøj, kommer forbi. Minderne fra seneste opgør mod hvepsene er da heller ikke helt gode, siger Vanløse-topscoreren.

“Det er jo ikke så lang tid siden, vi mødte dem. Vi tabte 3-2 derude og det var en kamp, hvor vi faktisk godt kunne have tabt større. Vi var der ikke i den kamp der – især ikke i første halvleg,” siger Bjørn Paludan, der derfor kræver helt andre boller på suppen lørdag.

“Vi skal finde noget helt anderledes frem, hvis vi skal have point mod dem på lørdag. Det er der slet ikke ingen tvivl om.”

Kampen mellem Vanløse og Brønshøj tegner i øvrigt til at blive en særdeles festlig omgang, da en stor portion af Brønshøjs fans ankommer med partybus.

Læs mere om den festlige entré lige her.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div