3. Div-overblik: Målshow, tætning i toppen og ny stopperbomber
Med blot to runder til vinterpausen spidser tingene til i CampoBet 3. Division, hvor Nykøbing FC godt nok øger forspringet i toppen, men hvor det til gengæld tætner mere og mere i laget lige under.
Nykøbing FC tog alle tre point ude mod bundholdet IF Lyseng med lidt af en mavepuster af matchvinderscoring af indskiftede William Lohse i de døende minutter.
“Vi er ikke stærke nok til at holde dem væk fra det sidste skud i det 90. minut. Vi giver alt, hvad vi har ude på banen, og da de scorer, så er det bare forfærdeligt,” lød det fra Lysengs Jonathan Pang efter det bitre nederlag.
Med de tre point øger Nykøbing FC forspringet ned til nummer to, Brønshøj Boldklub, der blot fik et enkelt point hjem fra mødet med Vanløse, hvilket Brønshøj-træner Jamil Fearrington ikke var helt tilfreds med.
“Kæmpe cadeau til dem, men vi bør vinde den her kamp,” lød analysen i et helt kort form.
Brønshøj Boldklub har nu fået selskab på andenpladsen af FA 2000, der ude mod Odder Fodbold tog en 2-1-sejr og tre point.
Tre point kunne det til gengæld ikke blive til for et andet subtophold, Holbæk B&I, selvom Erdogan Aslans mandskab scorede hele fire mål hjemme mod Hørsholm-Usserød IF.
Oprykkerne scorede nemlig også fire gange i målfesten.
“Det blev en fantastisk kamp for tilskuerne, men knap så fantastisk for os trænere. Dertil var vi defensivt ikke på vores sædvanlige høje niveau,” lød det fra Holbæk-træneren.
I Sundby Idrætspark forværrede Magnus Langhorn Næsby Boldklubs krise, da han med et langskud sikrede Amagerkanerne alle tre point i 1-0-sejren, der var Sundbys første i fem ligakampe.
Langhorn troede ellers ikke helt på det, da han trykkede af fra distancen.
“Jeg når at tænke; ´ah lad nu vær gamle, den ryger nok ud på vejen´ og sådan noget. Så da jeg rammer den, kan jeg godt se, at den er sgu god nok den der,” lød det fra Magnus Langhorn til klubbens instagram efter 1-0-sejren mod fynboerne.
Næsby-nedturen fortsætter dermed og nederlaget mod Sundby var det fjerde i træk i CampoBet 3. Division.
Fynboerne holder sig dog lige præcis i top seks, som BK Frem kan spejde op mod efter 4-1 ude over Vejgaard, hvor stopperen Anders Schou Jørgensen var rykket frem som angriber og kvitterede med to scoringer.
Stillingen i CampoBet 3. Division og højdepunkter fra 14. spillerunde kan studeres her.