Brønshøj-undren: Hvorfor er der så stille i Vanløse?

Det skulle have været 14. spillerundes helt store fodboldfest i CampoBet 3. Division, men trods en intens fight på grønsværen i Vanløse, så endte lokalbraget mod Brønshøj med en lidt tør nulløsning.

De manglende scoringer nede på plænen var dog langtfra det eneste essentielle element, der manglede i lokalopgøret i Vanløse Idrætspark.

For hvor var al larmen fra lægterne?

Lydniveauet var noget lavere end normalt til Brønshøjs kampe, da der er indført et såkaldt trommeforbud i Vanløse Idrætspark, hvilket Brønshøj-træner Jamil Fearrington har svært ved at se logikken i.

“Jeg synes, det er mærkeligt. Der har jo altid været et stadion der, så jeg ved ikke, om det er nogle nye, der er flyttet ind. Lyd fra stadion følger vel med, hvis man flytter ind lige klods op ad?,” siger Brønshøj-træneren, der ærgrer sig over den lidt fesne stemning.

“Det er lidt lige som dem, der flytter ind i indre by, for så at klage over, at der er fest i gaden. Det bliver lidt tamt uden lidt larm på stadion.”

Trommeforbuddet, der også gælder alle andre typer musikinstrumenter, er indført af Københavns Kommune efter klager fra naboerne til stadion over støjen.

Mens Jamil Fearrington er knap så imponeret over stemningen på stadion i Vanløse, så er han til gengæld anderledes positiv overfor den ærgerrighed, som hjemmeholdet troppede op med lørdag.

“De kom ud til kampen som en flok sultne ulve. De var enormt aggressive og tændte. Faktisk på det vildeste niveau, jeg har set i 3. Division på den front,” siger Brønshøj-træneren, der dog siden har genset kampen, hvilket kun har bekræftet ham i, at der skulle have været tre point med hjem til Brønshøj.

“Vi var spillemæssigt overlegne og skulle have vundet den kamp. Både efter at have genset den og set på tallene bag, så er det en kamp, vi kan vinde med lidt mere skarphed,” siger Jamil Fearrington.

Næste opgave for Brønshøj Boldklub bliver hjemme på Tingbjerg Ground, hvor der bliver masser af larm, når topholdet Nykøbing FC kommer forbi lørdag.


Læs de seneste danske fodboldnyheder på LigaManager.dk

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div