Holbæk-træner efter 4-4: Nok sjovest for tilskuerne

Hvad gør man egentlig som fodboldtræner, når man lige har set sit hold spille 4-4?

Glæder man sig over, at offensiven tilsyneladende er sprudlende eller ærgrer man sig over, at defensiven slet ikke får lukket af?

Holbæk-træner Erdogan Aslan konstaterer først og fremmest, at der i hvert fald var underholdning for pengene i Holbæk Sportsby, hvor der altså strøg hele otte mål ind mellem Holbæk og Hørsholm-Usserød IF.

“Det blev en fantastisk kamp for tilskuerne, men knap så fantastisk for os trænere derude. Dertil var vi defensivt ikke på vores sædvanlige høje niveau,” siger Aslan til klubbens hjemmeside.

“Vi starter flot i begge halvlege og har et stort overtag. Vi laver også tre gode mål i disse to perioder. Midten af begge halvlege er alt for ustruktureret. Hørsholm var som forudset et stærkt hold. De var farlige på deres omstillinger og spillede en god gang offensiv bold,” siger Holbæk-træneren.

“Jeg synes, resultatet på dagen er fair nok.”

Med det ene point holder Holbæk sig til i toppen af CampoBet 3. Division, hvor det er meget tæt under topholdet Nykøbing FC, der er stukket af fra de øvrige hold.

Holbæk er nummer fire med ét point op til Brønshøj og FA 2000.

Næste opgave for Erdogan Aslan og kompagni er næste weekends hjemmekamp mod Vanløse IF.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div