Tullberg efter fire sejre: Man skal huske at drømme

Mikel Gogorza var smækfyldt med selvtillid efter Celtic-kampen, hvor han bramfrit udtalte, at FC Midtjylland kan gå hele vejen og vinde turneringen. En udtalelse, der kastede et skævt smil af Mike Tullberg.

”Han er 19 år, så det skal han have lov til at sige. I bund og grund synes jeg, at det er fint, at en 19-årig knægt bare er glad og drømmer lidt stort efter sådan en kamp. Man skal huske at drømme, og spillerne skal have lov til at føle sig glade.

”Så kan træneren stå og være lidt mere kedelig, når kampen så er fløjtet af, og man ser på det hele med realistiske briller. Det er en vanvittig turnering med en masse anstændige hold og vi er også selv gode. Det har vi vist i de første fire kampe, men vi skal også lige huske, hvor vi kommer fra og være ydmyge omkring de ting, vi gør”, udtalte Mike Tullberg efter torsdagens fjerde triumf, som dog hurtigt bliver ”arkiveret”, fortalte han videre.

”Den bliver lukket relativt hurtigt ned for mig i nat, og så glæder jeg mig til at spille mod Randers på søndag. Men selvfølgelig skal spillerne og klubben generelt være stolte, når man kan gå ud og præstere, som vi gør. Jeg ved jo godt, at det ikke er normalt at være en dansk klub i Europa League, som ligger med fire sejre efter fire kampe. Og jeg synes rent faktisk, at alle fire sejre er fortjente.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet