Lønstrup før HB Køge: De spiller som vinden blæser

Hillerød topper Betinia LIGA. Endda for fjerde uge i træk. Det er mildest talt imponerede.

Christian Lønstrup er da også en glad og tilfreds manager, men han løber ikke rundt med armene i vejret og lader sig rive med at tingenes tilstand:

“Det er selvfølgelig fedt, at vi ligger, hvor vi ligger. For det bekræfter os jo i en masse af de ting, vi går og gør.”

“Omvendt, så er der stadig en masse, vi gerne vil forbedre, og det synes jeg bare er et sundhedstegn,” udtaler Christian Lønstrup før holdets kommende ligaopgave, nemlig HB Køge på Capelli Sport Stadion.

En modstander, som Hillerøds manager har stor respekt for:

“Vi møder et hold, der er lidt som vinden blæser, men HB Køge er også et hold, der har slået Kolding hjemme og senest vandt ude over Horsens. Lidt heldigt måske, men det er stadig ikke bare lige noget, man gør.”

“Så det virker som et fodboldhold, der er ret godt trænet af Nicklas (Pedersen, red.). Et hold, der er blevet mere voksent, i forhold til sidste sæson, og som nu er begyndt at forholde sig lidt mere til virkeligheden.”

Når det er sagt, så lægger Christian Lønstrup ikke skjul på, at han har stor tiltro til sit eget mandskab før fredagens aftenkamp, og at modstanderen har det samme.

“Vi ved, at der er en vis respekt fra deres side omkring os. Den udspringer ikke bare af vores fælles historik, men også af vores placering i tabellen.”

Sejre på stribe

Historikken, som Christian Lønstrup henviser til, taler da også sit tydelige sprog.

Således har Hillerød vundet de seneste fem af de to holds indbyrdes møder, ligesom Christian Lønstrups tropper ikke har tabt en eneste af de i alt otte kampe, som de to klubber har spillet imod hinanden siden sommeren 2023.

Og skulle det ende med en ny sejr over HB Køge, ja, så ville det da også gøre Christian Lønstrup til en endnu gladere manager end han er i forvejen:

“De sidste tre kampe i efteråret er ret definerende i forhold til, hvordan vores forår kommer til at se ud.”

“Taber vi alle tre, så kan vi ende med at være status quo på alt. Vinder vi derimod tre kampe på stribe, ja, så kan vi ende med at have skabt en afstand ned til vores nærmeste konkurrenter på syv-12 point.”

“Så det er en ret stor gulerod, der ligger og venter på os,” slutter Christian Lønstrup.

Fredagskampen mellem HB Køge og Hillerød fløjtes i gang på Capelli Sport Stadion klokken 18.30.