Transfer: Udlandet ser på tre voldsomt dyre spillere
Vi nærmer os med hastige skridt den næste landskampspause. Lidt længere ude i horisonten venter januar måneds transfermarked. Det kan blive rasende interessant set med 3F Superliga briller.
Der er nemlig udenlandske klubber, der kaster lange blikke efter især tre spillere fra den danske liga. Tre spillere til meget forskellige priser.
Det erfarer Ligamanager fra kilder med indsigt i det kommende spillermarked.
Franculino, FC Midtjylland, 30+ mio. Euro
3F Superligaens topscorer er et bæst i både den danske liga og Europa League. Han var igen på pletten mod Celtic. FC Midtjylland kan score et rekordstort beløb på angriberen, men spørgsmålet er, hvornår de skal slå til.
Sælger de til januar, så mangler de hans unikke målnæse i forårets vigtige ligakampe – hvor mesterskabet afgøres – samt knald eller fald runderne i Europa League.
Men kommer der et bud på 30+ millioner euro, så skal midtjyderne slå til.
Caleb Yirenkyi, FC Nordsjælland, 25+ mio. euro
FCN var snu og forlængede i oktober med ghaneseren. Den 19-årige midtbanespiller har nu kontrakt med FCN frem til 2030, men så længe bliver han ikke. Han har allerede fået – en flot – debut på landsholdet, og han bliver formentlig solgt til sommer for et beløb, der ikke vil være langt fra FCM’s pris på Franculino. Her blver det ikke et spørgsmål om at vente – det er ganske enkelt en del af FCN’s forretningsmodel.
Thomas Jørgensen, Viborg, 7-8 mio. euro
20-årige Thomas Jørgensen vil uden tvivl – muligvis allerede til januar senest til sommer – sende en stor stak millioner i Viborgs kasse. Med en sjældent set talenfuldt venstre fod, så er midtbanespilleren en af de unge spillere i ligaen med flest bejlere i udlandet. Prisen er til at imødekomme og potentialet er stort og til meget mere.
Hvorfor er prisen så ikke højere? Der er Viborg ganske enkelt bare ikke i fødekæden. FCM og FCN er anerkendte talentudviklere slebet til at sælge til høj hylde og høj pris. Viborg er et andet sted, men 50 millioner kroner vil uanset være et stort boost for Viborg. Og et rygklap der øge prisen på senere talenter hos de grønhvide.