Målkonge om måltørke: Det er bare et spørgmål om tid
Tidligere på sæsonen var Kasper Andersen den farligste mand i Betinia LIGA. Målkongen Kasper af Riisvangen.
Det er Aarhus Fremads 27-årige angriber ikke længere.
For den sidste måneds tid er Kasper Andersen blevet overhalet på ligaens topscorerliste, hvor han i dag er nede som nummer tre.
Sådan kan det gå, når man ikke scorer et mål i fem ligakampe på stribe. Men sådan bliver det ikke ved med at gå. I hvert fald ikke hvis det står til hovedpersonen selv.
“De manglede mål skyldes en blanding af flere forskellige ting. Jeg har haft flere forsøg, der er gået lige ved siden af, og jeg har også haft et par stykker på træværket, så det har været lige ved og næsten.”
“Men jeg tror også, det handler om, at vores modstandere er begyndt at gribe os an på en anden måde end tidligere. Vores modstandere er begyndt, at stå meget lavere, hvilket gør bagrummene mindre, så jeg ikke så let kan vride mig fri.”
“Det er selvfølgelig noget, vi som hold hele tiden arbejder på, og jeg er da også overbevist om, at der nok snart skal falde noget af til mig igen,” udtaler Kasper Andersen og understreger, at den seneste tid med måltørke ikke har gjort ondt på selvtilliden:
“Nej, nej, slet ikke. Jeg har meget stor tro på vores projekt, men selvfølgelig også på egne evner, så jeg ved, at målene nok snart skal komme igen. Det er bare et spørgsmål om tid. Og det bliver nok i morgen mod Hobro.”
Sidste gang Aarhus Fremad mødte Hobro i Betinia LIGA, vandt oprykkerne 3-0 hjemme på Riisvangen Stadion. Her var Kasper Andersen manden bag kampens sidste scoring.
Målet til 3-0 var i øvrigt sidste gang Kasper Andersen kom på måltavlen i landets næstbedste fodboldrække:
“Ja, den er god nok. Det var sidste gang, jeg scorede, men så er det vel også en flot cirkel på historien, hvis jeg scorer mod Hobro igen,” slutter Kasper Andersen med et grin.
Kampen mellem Hobro og Aarhus Fremad fløjtes i gang på DS Arena fredag aften klokken 18.00.